GAFFA.dk – alt om musik
‘’Vi holder fast i kernen af, hvad Bloom er, men vi skruer op for musikken og lidt ned for lixtallet’’
Natur- og videnskabsfestivalen Bloom lancerer i år Summer Bloom, der er en ny endagsfestival i den smukke natur i Klintebjerg i Geopark Odsherred. Endagsfestivalen byder på musik, mad, kultur, børneunderholdning, natur og videnskab, og arrangementet løber af stablen den 15. juli. Se det fulde program længere nede.
Festivalens musikalske indslag består blandt andet af eksperimenterende, elektronisk popmusik fra CHINAH, der for nyligt har udgivet albummet Feels Like Forever, som fik pæne ord med på vejen fra GAFFA. Derudover vil duoen Bremer/McCoy sørge for melankolsk, meditativ jazz og dubbed electronica i eftermiddagssolen.
Festivalens talk-program byder på tankeeksperimenter, fremtidsforestillinger og nærgående naturundersøgelser, blandt andet kan man opleve den 23-årige sommerfugleekspert, Emil Blicher Bjerregård, lydkunstner Jacob Kirkegaard og forfatter Julie Sten-Knudsen.
Bloom er Danmarks største festival for natur og videnskab, og festivalen er siden 2017 blevet afholdt i Søndermarken i København. I år rykker arrangementet så til Odsherred, som er en af verdens 140 officielle geoparker.
“Summer Bloom er vores helt nye festivalsatsning. Vi holder fast i kernen af, hvad Bloom er, men vi skruer op for musikken og lidt ned for lixtallet. Programmet på Summer Bloom tager afsæt i Odsherreds naturskønne og enestående istidslandskab, som formidles gennem talks og lokalproduceret mad og vin. Dertil har vi tilsat live-koncerter, der fungerer som musikalske ophold og bringer vaskeægte festivalstemning til Geoparken’’, fortæller festivallederen Svante Lindeburg og tilføjer:
‘’I år planter vi et lille flag, men drømmen og ambitionen er, at vi næste år er tilbage med en festival i endnu større skala, hvor der er skruet op for både program og publikum. Vores ambition er at få endnu flere menneskers øjne op for naturen og videnskabens fascinerende verden og hylde tidens største forskere og tænkere.”
Festivalpladsen åbner kl. 11 med aktiviteter for børnene, og kl. 13 går det øvrige program i gang. Busser afgår fra Vor Frue Plads i København kl. 10.30 og retur kl. 23.15.
Billetsalget er startet, og de koster 190 kr. stykket ‒ foruden 50 gratis billetter, der er øremærket til børn.
Billetterne kan købes lige her.
LÆS OGSÅ: Ekspertgruppe kommer med anbefalinger for festivaler i næste uge
Se det fulde festivalprogram med mad, musik, talks og børneunderholdning her:
MUSIC:
CHINAH
Bremer/McCoy
TALKS:
På gletsjerens underside – med geolog Minik Rosing
Sommerfugle-effekter – med forfatter Julie Sten-Knudsen, lydkunstner Jacob Kirkegaard og sommerfugleekspert Emil Blicher Bjerregård
Spis klimakrisen – med Claus Meyer, Martin Kongstad, Marie Hertz og Ole G. Mouritsen
Half-Earth – med kulturgeograf Emmy Laura Perez Fjalland og geolog Minik Rosing
FOOD:
Madoplevelser fra Det Vilde Køkken
Langbordsmiddag med Birkemosegaard Køkken
Ørnberg Vin, Isøre Is, Lokalristeriet og Birkemosegaards gårdbutik
KIDS:
Stenekspedition – med geoparkens naturvejledere
Tangsafari – med Dansk Tang
Raketværksted – med Brorfelde Observatorium