GAFFA.dk – alt om musik
Serien zoomer ind på de mødre, der har opdraget nogle af de største musikere i vores tid
På mors dag ‒ i USA den 6. maj for at være helt nøjagtig ‒ udkommer tv-serien From Cradle to Stage, som følger Foo Fighters-frontmanden Dave Grohl og hans mor og deres møde med andre mor-barn-relationer i musikbranchen, skriver NME. Serien kan ses på Paramount+.
Foruden Grohl vil programmet blive gæstet af blandt andet Imagine Dragons’ Dan Reynolds, Pharrell, Brandi Carlile, Miranda Lambert, Rage Against The Machines Tom Morello, Rushs Geddy Lee og disses respektive mødre.
Tv-serien er baseret på en bog af samme navn, som Grohls mor Virginia Hanlon Grohl skrev i 2017. Bogen handler på samme måde om at være musiker-mor, og blandt andet giver mødrene til Dr. Dre, Amy Winehouse, Adam Levine og Kelly Clarkson deres besyv med.
‘’Jeg tror på, at forholdet mellem en musiker og deres mor er så vigtigt, for det er fundamentet for deres forståelse af kærlighed, hvilket bestemt er alle artisters største muse,’" har Virginia Hanlon Grohl tidligere udtalt om den kommende tv-serie.
Læs også: Dave Grohl udgiver bog – læs og hør uddrag
Se teaseren for den kommende dokumentar lige her: