Nyhed

Symfoniske møbler på vej

GAFFA.dk - alt om musik

God lyd kan godt være indbygget i møbler, det har vi set før, og meget tyder på, at der nu er flere på vej

De sociale medier flyder med rygter i øjeblikket, for lydproducenten Sonos og møbelfirmaet Ikea har begge haft en Story kørende på Instagram: En sort side med lidt lydbølger i starten, og derefter ordene ”Looks like Symfonisk”, der så afsluttes med logoerne fra Sonos og Ikea.

De to har før samarbejdet om møbler med indbygget Sonos-lyd og har vist, at man sagtens kan kombinere den gode lyd med flotte møbler.


Det er dog langt mere uklart, hvad det er de to har på vej lige nu, men rygter og teorier er der masser af.

For det første har Ikea en ny patentansøgning liggende hos FCC, hvor de beskriver et produkt som en "trådløs enhed".

Nyhedsmediet The Verge mener at vide, at Ikea og Sonos samarbejder om en skjult højttaler indbygget i kunst, du hænger på væggen, og dette projekt skulle så have fået kodenavnet Titan.


Andre rygter forlyder, at det er en opgradering til den eksisterende lampe, mens andre siger, at det kunne være en subwoofer, der kan kombineres med højttalere til husets tv eller musikanlæg.

De tidligere møbler med lyd fra Ikea passede ind i Sonos økosystem, ja faktisk så skulle du bruge Sonos app’en for at bruge dem, og mon ikke fremtidige produkter også vil blive en del af Sonos-miljøet.

LÆS OGSÅ: Tag musikken med overalt


ANNONCE