Nyhed

Vig Festival: ”Der skal ske et eller andet til sommer”

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: Fra Vig Festival 2016

Festivalens formand håber på et eller flere endagsarrangementer i Vig til sommer

Ekspertgruppen for store arrangementer afleverede den 23. april sine anbefalinger til, hvordan større forsamlinger kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Ekspertgruppens arbejde bliver nu overdraget til partierne bag rammeaftalen for genåbning af Danmark.


For festivalerne gælder det, at der i fase 1 anbefales maksimum 2000 stående deltagere i sektioner med 200 personer, i fase 2 maksimum 10.000 stående deltagere i sektioner med 2000 personer, og camping er ikke tilladt. I begge tilfælde er fremvisning af coronapas en forudsætning. 

Ekspertgruppen anbefaler, at fase 2 igangsættes, når alle over 50 år, der ønsker det, har fået første vaccinestik, og at restriktionerne ophæves, når alle over 16 er vaccinerede, hvilket ifølge den aktuelle vaccinationskalender vil ske i begyndelsen af august.

Dermed ser det mildt sagt sort ud for sommerens store festivaler, der ligger før starten af august, i hvert fald hvis de skal kunne gennemføres bare nogenlunde som vanligt.


For de mindre festivaler er billedet lidt mere uklart, heriblandt Vig Festival. Vi har talt med festivalens bestyrelsesformand Lars Gjerlufsen.

– Vi afventer politikernes udmelding, men hvis de bliver, som eksperterne anbefaler, så bliver der ikke en Vig Festival. Vi har allerede solgt 14.000 billetter, og det kan vi jo ikke, hvis der kun må være 10.000. Og camping er så integreret en del af vores koncept, så det kan vi ikke undvære, siger Lars Gjerlufsen og fortsætter:

– Vi har dog meldt ud, at der skal ske et eller andet til sommer, måske et endagsarrangement. Vi skal lige have styr på de politiske udmeldinger, så finder vi på et eller andet. I den såkaldte fase 2 kan man lave noget i mindre skala, og når den fase er overstået, bliver det mere operationelt. Vi har bare brug for nogle faste datoer for de forskellige faser. Det med 4 kvadratmeter per gæst, det kræver et kæmpe areal, men vi skal gøre et eller andet, vi skal holde gang i kulturen, så vi har nogle bands til næste år.


Hvis I holder et endagsarrangement, bliver det så i den oprindelige festivaluge, altså uge 27, den 8.-10. juli?

Som udgangspunkt ja, men alt er i spil. Det kan også være, vi laver noget en dag i august, når landet er åbnet mere. Måske endda to arrangementer, både i den oprindelige festivaluge i start-juli og så igen i august. Vi holder i hvert fald alle muligheder åbne.

LÆS OGSÅ: Ekspertgruppens anbefalinger er klar – festivalerne reagerer


ANNONCE