Nyhed

GAFFA På Græs klar med det fulde program

GAFFA.dk – alt om musik

GAFFA offentliggør det fulde program til vores todages musikfest GAFFA På Græs ved gårdbryggeriet Herslev Bryghus lige uden for Roskilde den 27.-28. august. De sidste tilføjelser er Lord Siva, Freja Kirk, Brimheim, Pil og Gro.

Programmet tæller i forvejen The Savage Rose, Hugorm, Oh Land, Greta, Patina, Joyce, Prisma, Kajsa Vala, Ginne Marker og Høker.

Billetsalget er i fuld gang på Billetlugen.dk


GAFFA, Gimle og Herslev Bryghus vil i samarbejde fejre livemusikkens tilbagekomst. Samtidig ønsker vi at sætte fokus på den nye generation af artister, hvis koncerter vi i mange tilfælde har måttet undvære under pandemien. Derfor arrangerer vi nu to dages musikfest med forrygende toner, dejlige naturøl og mad fra lokale producenter i rå og smukke omgivelser omkring gårdbryggeriet Herslev Bryghus – lige uden for Roskilde. GAFFA omdanner Herslev Bryghus til en festplads med musikken som omdrejningspunkt for alt det fællesskab og kunst, vi har manglet.

Med en unik lokation og et stærkt program kan gæsterne nyde et udsnit af tidens mest anmelderroste og innovative musik. Til GAFFA På Græs er der rig mulighed for at fejre vores genvundne fællesskab og frihed med plads til alle i trygge rammer – naturligvis med respekt for de restriktioner, der fortsat gælder.

De nyeste tilføjelser til programmet er som følger:


Lord Siva
Lord Siva er en sand hitmager. Urban-sangeren stod for et af 2020’s største danske sommerhits, “Solhverv”, og året før hittede han med massivt sammen med produceren Vera på det engelsksprogede “Paris”. Live kan du forvente sange på både dansk og engelsk fra kunstneren, som debuterede tilbage i 2014 med det mere hiphop-orienterede og mørke album 180, men gradvist har bevæget sig mod poppen og lyset.

Freja Kirk


Freja Kirk er en af stjernerne på forsiden af GAFFAs aktuelle The Queer Issue. Hun er kendt for sin blanding af pop, r&b og direkte tekster, blandt andet på sangen “Pussy Gone Wild”. Freja Kirk debuterede i 2014 med albummet Monophobia, og efterfølgeren Pussyfied fra 2019 fik de maksimale seks stjerner af GAFFA. Kirks seneste udgivelser er ep’en Sloppy Seconds fra 2020 og singlen “Glassy Eyes” fra i år. 

Foto: Petra Kleis for GAFFA


Brimheim
Brimheim er ligesom Freja Kirk en af stjernerne på forsiden af GAFFAs aktuelle The Queer Issue. Brimheim er et alias for den dansk-færøske sanger og sangskriver Helena Heinesen Rebensdorff. Musikken er eftertænksom indierock med smuk, dramatisk vokal. Brimheim udgav sidste år sin anmelderroste debut-ep Myself Misspelled, hvorfra “Exquisite Bliss” blev et solidt hit på P6 Beat. Dette forår har hun hittet med singlen “Call It What You Want” fra sit kommende debutalbum.

Foto: Petra Kleis for GAFFA

Pil
Sanger og sangskriver Pil med efternavnet Jeppesen var i juni en af årets to vindere af KarriereKanonen. “Jeg gør en dyd ud af, at min musik er en forlængelse af mig som person. Sangene handler om alle de følelser, der ætser og river lidt, og jeg prøver altid at grave i mine egne oplevelser og skrive om de ting, jeg selv går og kæmper med, for det er jeg nok ikke ene om,” har Pil udtalt om sin musik. I 2019 udgav hun sin første ep, og siden er fulgt to singler, senest “Omvendt” fra tidligere i år. 

Foto: Kim Matthäi Leland


Gro
GRO er alias for sanger, multiinstrumentalist og producer Julie Møller Christensen. Med sin melodiske art-pop med luftig vokal, harpe og personlige engelsksprogede tekster er hun en af de mest spændende nye danske artister lige nu. Hun har indtil videre udgivet singlerne “In the Woods” og “Fade in Time” og hun er ved at lægge sidste hånd på sit debutalbum, som udkommer i oktober 2021. 


Programmet er som følger:

Fredag den 27. august:

The Savage Rose, Hugorm, Patina, Freja Kirk, Brimheim, Prisma, Kajsa Vala


Lørdag den 28. august:

Oh Land, Lord Siva, Joyce, Greta, Høker, Ginne Marker, Pil, Gro

Spilleplan


Fakta:

Dato: 27.+ 28. august

Tidsrum: kl. 13-23 (sidste koncert starter kl. 21)


Venue: Herslev Bryghus, Kattingevej 8, Herslev, 4000 Roskilde

Billetter: Dagsbilletter à 300 DKK + gebyr

Offentlig transport: Bus 207 fra og til Roskilde station hver halve time


Parkering: Markparkering 500 meter fra festpladsen

Aldersgrænse: Børn under 16 har kun adgang ifølge med voksne

Billetsalget er i fuld gang på Billetlugen.dk


Varm op med vores playliste:

ANNONCE