Nyhed

Kh Marie Studio fremfører fire timers løbesymfoni – med maratonløbere

GAFFA.dk - Alt om musik

Det danske multitalent præsenterer en helt særlig performance-koncert i anledningen af Aarhus Festuge

Den jyske multikunstner Kh Marie har haft gang i et hav af projekter i løbet af sin karriere. Torsdag den 2. september kan hun under navnet Kh Marie Studio opleves i et ganske ekstraordinært koncertformat, når hun akkompagnieret af maratonløberne Kristina Schou Madsen og Stine Rex giver en fire timer lang “løbesymfoni” af en koncert under Aarhus Festuge i Rå Hal ved Godsbanen.

Koncerten har titlen 03:59:59, og Madsen og Rex vil løbe et helt maraton på hver deres løbebånd til lyden af musik komponeret af Kh Marie i samarbejde med Steffen Lundtoft Jensen og Kenneth Nørby Andersen, der tidligere har spillet koncerter med Kh Marie. Den eksperimenterede koncert undersøger, hvordan løb og musik påvirker hinanden.


Koncerten er en del af udstillingen Go Extreme i Kunsthal Aarhus. En udstilling, hvor samtidskunst og ekstremsport mødes mellem det kreative og det kommercielle, det underholdende og det eksistentielle.

Kh Marie udgav sit femstjernede debutalbum Intet er nok sidste efterår, og til november i år drager hun på sin første turné. Hendes musikalske karriere startede med indiepopbandet Tiger Tunes, og hun har tidligere været frontfigur i elektropopgruppen Marybell Katastrophy. Fra 2017 til 2019 var hun en del af Nephew, hvor hun agerede sanger, keyboardspiller og guitarist.

Der er gratis adgang til koncerten i Rå Hal.


Aarhus Festuge 2021 finder sted fra den 27. august til den 5. september, og programmet kan ses lige her.

LÆS OGSÅ: KH MARIE-INTERVIEW: En duft af eksperimenterende elektropop 

Hør “Ind i mørket” fra hendes debutalbum her:

ANNONCE