The Rolling Stones-trommeslageren har lagt stikkerne fra sig for sidste gang
Det er en af rockens legendariske trommeslagere, som er gået bort i dag (24. august 2021). Og selvom Charlie Watts nåede at blive 80, føles det på én eller anden måde uretfærdigt, at den stilfærdige og beherskede trommeslager er checket ud før nogen af sine mere flamboyante og udsvævende bandkammerater fra The Rolling Stones – det britiske bluesrockband, som i slutningen af tresserne fik prædikatet "the greatest rock'n'roll band in the world".
Mens ikke mindst guitaristen Keith Richards nærmest har gjort det til sit varemærke at ligne noget, katten har slæbt ind – og aldrig har lagt skjul på forkærligheden for druk og stoffer – fremstod Watts altid nobel og kontrolleret, grænsende til det tilknappede. Og mens resten af Rolling Stones indimellem slingrede charmerende derudad, sådan rent musikalsk, var det Watts, som leverede den klippefaste rytmebund og forhindrede helheden i at køre helt af sporet.
Det kunne man blandt andet opleve ved gruppens fine koncert på Roskilde Festival i 2014, eller for den sags skyld den svedige stadionkoncert i Horsens tilbage i 2006, der stadig står som et af mine bedste koncertminder med de garvede englændere. Man kunne nævne mange andre, for selvom gruppens storhedstid på plade måske nok ligger adskillige årtier bagude, er de fortsat med at levere gedigne koncerter – og i dét ritual var Charlie Watts en vigtig bestanddel.
Også selvom manden faktisk – og synligt – ikke brød sig om al virakken og egentlig helst ville blive hjemme i England med sin hustru, Shirley Ann Shepard. De to fulgtes ad siden 1964 – blot et år efter den unge trommeslager Watts lod sig indrullere i The Rolling Stones. Forinden havde Watts boet i Randers et par år, hvor han havde spillet jazz i lokale orkestre.
Resten er historie
Resten er historie og fra slutningen af tresserne og nogle år frem var Watts med til at indspille en håndfuld af rockmusikkens hovedværker i form af ikke mindst Beggars Banquet (1968), Let it Bleed (1969) og Sticky Fingers (1971). Siden var han også med, da bandet tog koncertformatet til nye højder med deres spektakulære, stort opsatte stadionshows. I de år holdt Watts sig heller ikke tilbage, hvad angår stimulanser, og ved udgangen af firserne tjekkede han ind på en afvænningsklinik.
For få uger siden forlød det, at Watts måtte melde afbud fra The Rolling Stones aktuelle USA-turné. Nu er han så borte, og det er op til en anden at lægge den stensikre rytmebund, når der for gud-ved-hvilken gang skal fyres op under regulære rockklassikere som ”Honky Tonk Women”, ”Jumpin’ Jack Flash”, ”Brown Sugar” og hvad de ellers hedder.
Watts var aldrig en vildbasse bag trommerne, i stil med sine samtidige (og for længst afdøde) kolleger og landsmænd John Bonham fra Led Zeppelin eller The Whos Keith Moon. Ikke desto mindre var han en del af DNA’et i et af rockhistoriens største bands, og han levede varen med usvigelig sikkerhed. Aften efter aften, album efter album, årti efter årti. Indtil i dag, hvor Charlie Watts altså har lagt stikkerne fra sig for sidste gang.
Farvel og tak til et stykke levende kulturhistorie – og til en sympatisk stjerne, hvis værdige og reserverede fremtoning ragede op på sin egen stilfærdige måde i en branche fyldt med opblæste egoer.
LÆS OGSÅ: En velsmurt rockmaskine – 50 år med Rolling Stones
