Nyhed

Dansk Live: Arrangørerne skal have fuld kompensation for nye restriktioner

GAFFA - alt om musik

“Det er desværre ingen overraskelse, at vi igen formentlig ser ind i en total nedlukning af spillestederne"

Ved et pressemøde tidligere i dag meddelte statsminister Mette Frederiksen, at regeringen anbefaler en ny nedlukning af samfundet - herunder kulturlivet - på grund af den aktuelle coronasituation. En effektuering af en ny undtagelsestilstand kræver dog først, at der ikke er et politisk flertal imod regeringens anbefalinger. Det skal afgøres i Folketingets epidemiudvalg.

- Jeg vil gerne afslutningsvis rette en appel til Folketingets partier om at bakke op om myndighederne, udtalte Frederiksen ved dagens pressemøde. I kølvandet på udmeldingen er der kommet en række reaktioner fra forskellige aktører i kulturlivet - herunder brancheorganisationen Dansk Live.


“Det er desværre ingen overraskelse, at vi igen formentlig ser ind i en total nedlukning af spillestederne. Arrangørerne har fra starten betalt en høj pris for denne pandemi, og denne gang er ingen undtagelse. Vi holder selvfølgelig fast i, at arrangørerne skal have fuld kompensation for omkostninger forårsaget af restriktionerne”, hedder det i en officiel udtalelse fra Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.

Et helvede

Marcher betoner samtidig vigtigheden af allerede nu at begynde at lægge en plan for genåbningen efter de nye restriktioner, som indtil videre er varslet at vare fra søndag morgen kl. 8.00 og foreløbig fire uger frem. Marcher:


“Den her nedlukning af spillestederne, der formentlig kommer til at ske lige midt i deres højsæson, sætter spor langt ind i fremtiden. Det kræver tid og ressourcer at få gang i hjulene efter en nedlukning, og koncertgæsterne skal finde tilbage til spillestederne efter en total nedlukning. Derfor er det ikke for tidligt at lave en plan for en kontrolleret genåbning, og her skal kulturlivet prioriteres. Og så skal der selvfølgelig være hjælp at hente til genopretning," udtaler Marcher og tilføjer: 

Spillestederne lever lige nu på regeringens nåde, men der skal også være et liv for arrangørerne efter det her. Publikum skal finde tilbage til koncertstederne og nyde livemusikken, som vi kender det - i fællesskab og som et åndehul i hverdagen. Det sker ikke af sig selv, og derfor er der brug for hjælp til at komme ud på den anden side efter det her helvede.”

LÆS OGSÅ: Dansk Live om ny genåbningsaftale: "Der er lys for enden af tunnellen"


Efter dagens pressemøde har GAFFA også modtaget en udtalelse fra den københavnske festival AiaSound - tidligere ØreSound - hvori det hedder:

"Det er trist, at vi endnu engang står i denne situation, hvor kulturen lukker ned. Vi ved, at mange i vores branche bliver ramt i dag. Og vi håber, at de hurtigst muligt kan komme tilbage til en normal hverdag. Fra AiaSounds side har vi allerede taget de forbehold for, at dette var en mulighed. Og derfor vil vi selvfølgelig stadig arbejde ud fra, at vi kan samles 30.000 gæster til næste år.
Men vi arbejder altid på nødløsninger, hvis dette skulle ske. Det er nogle forbehold, vi bliver nødt til at tage, i disse tider."

ANNONCE