Nyhed

Lower Dens indstiller karrieren

GAFFA - alt om musik

"Åndeligt og fysisk kan vi ikke længere være en del af musikindustrien"

Efter 11 års eksistens og fire album har den Baltimore-baserede synthpop-duo Lower Dens valgt at trække stikket. På sin hjemmeside har frontpersonen J Hunter postet en tekst, hvor han takker af på bandets vegne og fortæller om baggrunden for opløsningen.

"Det er tid for mig og Nate (Nelson, red.) at sige farvel til Lower Dens. Vi er stolte af det, vi har lavet, og vi er meget heldige at så mange mennesker har støttet os. Åndeligt og fysisk kan vi ikke længere være en del af musikindustrien. Vi er også gamle, holder af at være sammen med vores familier og har andre mål", hedder det blandt andet fra Hunter.

Han skriver videre, at hans umiddelbare fremtidsplaner handler om at "skrive om forandring og arbejde for at fascilitere forandring". Samtidig fortæller frontpersonen, at han for nylig er blevet disnosticeret med autisme og ADHD - og forklarer, hvordan diagnoserne har påvirket hans hidtidige virke:


 "Nu har jeg et navn for det, men det har altid været en del af min identitet. (...) Når jeg talte om nørdede, konceptuelle ting i interviews, fik jeg uundgåeligt kritik for at være prætentiøs, og det måtte jeg bare sluge. Jeg er en kæmpe nørd med meget stærke meninger, fordi jeg er autistisk. At blive klar over det har befriet mig fra et livslangt selvhad og tilladt mig at være mig selv." 


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lower Dens: Escape From Evil

Lower Dens fjerde og sidste plade udkom i 2019 og bar titlen The Competition. Den modtog tre stjerner fra GAFFAs anmelder, som gav albummet følgende skudsmål med på vejen:

"Trods Hunters skarpe pen og gode stemme kaster inspirationskilderne en alt for lang skygge ind over pladen, og den strømlinede lyd efterlader en bismag af mangel på originalitet og store sange. Det er trist, for Lower Dens har helt sikkert fat i den lange ende."


ANNONCE