Nyhed

Soulja Boy sagsøgt for seksuelle overgreb og vold

GAFFA.dk – alt om musik

Rapperen sagsøgt af tidligere assistent og kæreste

Advarsel: Nedenstående beskriver detaljer om overgreb og vold

Den amerikanske rapper Soulja Boy er blevet sagsøgt for seksuelle overgreb, vold og manglende betaling af løn af en tidligere kæreste og personlig assistent, skriver Pitchfork.


Kvinden, hvis identitet ikke er offentliggjort, fortæller, at hun begyndte at arbejde som personlig assistent for rapperen i slutningen af 2018, og at de udviklede et forhold i begyndelsen af 2019.

Kvinden arbejdede blandt andet som kok, rengøringshjælp og chauffør for rapperen, men fortæller, at hun aldrig modtog den lovede løn på 500 dollar om ugen på trods af at arbejde omkring 20 timer om dagen syv dage om ugen.

Inden for den første måned af kvindens ansættelse begyndte Soulja Boy uopfordret at sende kvinden billeder af sin penis.


I januar 2019 udviklede de to et romantisk forhold, som dog inden for en måned udviklede sig til at indbefatte seksuelle overgreb, spark, slag, spytten, kastevold og trusler fra Soulja Boys side, siger kvinden. I april 2020 indespærrede Soulja Boy kvinden i tre dage, voldtog hende gentagne gange og udtalte "Jeg burde have slået dig ihjel".

I august 2020 blev kvinden angrebet så voldsomt, at hun mistede bevidstheden og vågnede op på plænen uden for rapperens hus, hvorefter hun flygtede. Hun blev nægtet adgang til sine ejendele og overfaldet, da hun forsøgte at få dem tilbage. 

Ifølge sin advokat Neama Rahmani har kvinden nu svære traumer efter overgrebene.


Rapperen afviser kategorisk anklagerne:

"Soulja ville aldrig lægge sin hånd på en kvinde. Han ville ikke slå en kvinde. Dette er nonsens," siger en repræsentant for ham til TMZ.

Den i dag 30-årige rapper brød igennem i 2007 med sin debutsingle "Crank That (Soulja Boy)", der toppede den amerikanske hitliste. Året efter fik han endnu et stort hit med "Kiss Me Thru the Phone", men han har ikke haft større hits de sidste 10 år. Han har udgivet fem album, senest Best to Ever Do It i 2018 og en lang række mixtapes.


Soulja Boy har flere gange tidligere været i konflikt med loven og blev i 2019 idømt otte månders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

LÆS OGSÅ: Pearl Jam-kopiband skifter navn efter trusler fra Pearl Jam

 


ANNONCE