GAFFA.dk – alt om musik
Rapperen Yasin risikerer 18 års fængsel
Den populære svenske rapper Yasin Mahamoud, bedre kendt som Yasin, er P3 Guld-nomineret i Sverige i kategorierne årets hiphop/r&b og årets artist. Samtidig sidder han varetægtsfængslet, fordi han mistænkes for at stå bag kidnapningen af en meget populær kunstner, hvis identitet ikke er offentliggjort. Sveriges Radio (SVT) holder fast ved nomineringerne og henviser til sondringen mellem kunstner og værk.
– Lige nu har vi ikke taget nogen beslutning om at foretage ændringer, men vi diskuterer sagen, siger Anna-Karin Larsson, områdechef for musik på svensk radio, til SVT P3 Nyheter.
En dokumentarfilm om kunstneren på SVT Play forbliver ligeledes på tjenesten, ifølge den ansvarlige udgiver Martin Vårdstedt. Filmen blev offentliggjort i oktober, og dengang var kunstneren ikke mistænkt for nogen forbrydelse.
SVT Nyheter spørger Vårdstedt, om dokumentaren burde have været lavet på en anden måde. Det afviser Vårdstedt.
– Det er et hypotetisk spørgsmål, men forbindelserne mellem visse udtryk i musik og kriminalitet er en del af vores tid, som vi skal dække, både fra et kriminalitetsjournalistisk og et kulturjournalistisk perspektiv, lyder svaret.
Yasin har tidligere været idømt to år og tre måneders fængsel for våbensiddelse, og sidste år blev han også mistænkt for drab i et internt bandeopgør, men dog løsladt grundet mangel på beviser.
Hvis Yasin bliver dømt i den aktuelle sag, risikerer han 18 års fængsel.
Yasins mest afspillede sang på Spotify, "Trakten min", er i skrivende stund spillet mere end 23 millioner gange.
De svenske P3 Guld-priser uddeles 20. marts.
LÆS OGSÅ: Dr. Dre indlagt