GAFFA.dk – alt om musik
Med sig selv på samtlige instrumenter
Det 10-årige stortalent Nandi Bushell har offentliggjort en ny video, hvor hun fortolker Blurs klassiker "Song 2" fra 1997 med sig selv på sang og samtlige instrumenter – guitar, bas og trommer. Se hendes video nedenfor.
Nandi Bushell vakte i 2020 stor opmærksomhed med sine trommevideoer, hvor hun udfordrede Foo Fighters' frontmand Dave Grohl, der også var trommeslager i Nirvana, til trommeduel. Efter flere dueller måtte Grohl til sidst erkende, at han var blevet besejret.
LÆS OGSÅ: Duellen fortsætter: 10-årigt geni skriver sang til Dave Grohl
Ved sin video skriver Nandi:
"Denne uge har jeg hørt om #Britpop, 90'erne og den seje kamp mellem to bands, der hed Blur og Oasis. 90'erne lader til at være en sjov tid for musikken. Wahoo! Jeg elsker denne sang."
Nandi har også tagget både Blurs og Oasis' officielle Twitter-profiler og de enkelte Blur-medlemmers Twitter-profiler. Indtil videre har guitarist Graham Coxon reageret ved at skrive "Wow! Det her er stort. Fed video, Nandi", mens trommeslager Dave Rowntree har retweetet videoen.
Fejden mellem Blur og Oasis var delvist fremkaldt via medierne, der ofte satte de to grupper op mod hinanden. De to Gallagher-brødre fra Oasis benyttede da også enhver lejlighed til at kritisere Blur, der omvendt tog initiativet til at udgive en single samme dag som Oasis og dermed for alvor satte gang i konkurrencen. De to singler var henholdsvis Blurs "Country House" og Oasis' "Roll With It", der begge udkom 14. august 1995. Alle ventede, at den ene ville toppe den britiske hitliste den efterfølgende uge og den anden blive nummer to, og sådan blev det også – med Blurs "Country House" som den sejrende.
This week I have been learning about #Britpop, the 90's and about this awesome battle between 2 bands called @blurofficial and @oasis. The 90 seemed like a fun time for music. Wahoo!!! Loving this song @Damonalbarn @alexjameshq @grahamcoxon @DaveRowntree pic.twitter.com/nPjR6RAqcm
— Nandi Bushell (@Nandi_Bushell) January 3, 2021