GAFFA.dk – alt om musik
Den vestsjællandske koncertrække Halm-koncerter må desværre kaste håndklædet i ringen.
Koncertkonceptet Halm-koncerter, der i maj opstod som et alternativ til de mange aflyste festivaler, må se sig slået af et svigtende billetsalg. Det har de annonceret på deres Facebook, hvor de skriver:
"Vi har desværre måtte tage den tunge beslutning at aflyse stort set samtlige Halm-koncerter på grund af et meget lavt billetsalg. En udfordring, vi deler med en stor del af arrangørerne af sommerens koncerter".
Koncertrækken er ikke de eneste, der oplever et svigtende billetsalg. Flere danske alternativer til sommerens aflyste festivaler oplever, at de har haft overraskende svært ved at sælge billetter. En virkelighed, der nu har gjort at alternative koncertkoncepter som Halm-koncerter nu må opgive.
Koncerterne, der skulle afvikles over august og september, melder at koncerter som The Savage Rose, Michael Falck, Ibrahim Electric feat. Palle Mikkelborg, Peter Sommer, Lord Siva/Hans Philip, Lasse & Mathilde og Benny Holst trio, Lis Sørensen og Oh Land er aflyst.
Dog oplyser Halm-koncerterne at de, trods de mange aflysninger, fortsat planlægger at afholde koncerterne med Tina Dickow, mens de samtidig fortæller, at Folkeklubben er flyttet til d. 12. august.
LÆS OGSÅ: Sommerens koncerter sælger ikke sig selv - har arrangørerne fejlvurderet publikum?