Nyhed

Iron Maiden er tilbage – med imponerende, animeret musikvideo

GAFFA.dk – alt om musik

"Writing on the Wall" er første nye sang fra bandet i seks år

De britiske metalveteraner Iron Maiden har netop udgivet deres første nye sang i seks år, den seks minutter lange "Writing on the Wall" og en tilhørende, yderst imponerende, animeret musikvideo. En video, der blandt andet byder på bandets maskot Eddie som robot og masser af symbolik og referencer til religion – ikke mindst Daniels bog i Bibelen – amerikansk politik i de senere år, krig, social ulighed, forurening og meget mere. Se videoen ovenfor.

Bandets sanger Bruce Dickinson havde et koncept til videoen, som blev bragt til live i samarbejde med de to prisvindende, tidligere Pixar-medarbejdere og mangeårige Iron Maiden-fans Mark Andrews og Andrew Gordon. Parret har mere end 50 års erfaring i animationsverdenen og har arbejdet på film som The Incredibles, Ratatouille, Brave, Monsters Inc og Finding Nemo


Filmen er skabt i samarbejde med det London-baserede animationsstudie BlinkInk under ledelse af Nicos Livesey, der også er mangeårig Maiden-fan.

Iron Maidens forsanger Bruce Dickinson udtaler i en pressemeddelelse: 

"Jeg havde en temmelig klar idé om videokonceptet til sangen, og da jeg mødte Mark og Andrew, på Zoom, blev det hurtigt klart, at vi alle var på samme bølgelængde, og dette blev forstærket med tilføjelsen af Nicos og hans unge team. Vores ugentlige Zoom-møder var som regel både yderst kreative og særdeles morsomme."


"Jeg er meget stolt af måden, videoen blev til på, den er mere som en minifilm. Jeg vidste, at det ville blive til noget, så snart Mark fik bragt min synopsis til live med sine fantastiske storyboards – jeg tænkte, vi kunne lave noget helt særligt sammen. Jeg synes, vi endte med at gøre det, og jeg håber, at vores fans vil være enige. Faktisk er den i stor stil skabt af Maiden-fans."

Instruktøren Nicos Livesey tilføjer: "Vi fandt hurtigt den ekspertise, vi ønskede, og folk var nærmest ved at falde over hinanden for at komme til at arbejde med en Maiden-video – vi havde flere end 60 personer fra 13 lande fra Brasilien til Franking og Rumænien til USA til at føje noget til videoen, og jeg vil sige, at deres kærlighed, passion og forståelse for bandet skinner gennem hvert eneste frame i videoen. De var et drømmehold at lede for producerne og jeg selv."

LÆS OGSÅ: Iron Maiden-forsanger: Oralsex gav mig tungekræft


Spiller på Copenhell 2022

Sangen "Writing on the Wall" er skrevet af Maidens guitarist Adrian Smith og forsanger Bruce Dickinson, er produceret af Kevin Shirley og co-produceret af Maiden bassisten Steve Harris.

Det forlyder ikke, om nummeret er en forløber for et kommende album, men man kunne forestille sig det, da Iron Maiden er et udpræget albumorienteret band, der sjældent udgiver singler, som ikke medvirker på albums. Bruce Dickinson udtalte også sidste år, at gruppen var gået i studiet for at arbejde på noget, han dog ikke måtte fortælle mere om dengang.


Iron Maiden blev dannet i 1975 og albumdebuterede i 1980 med et selvbetitlet album, der blev et pænt hit i hjemlandet og også markerede sig i en del andre lande. De blev for alvor et verdensnavn med deres tredje album, The Number of the Beast fra 1982 og har til dato udsendt 16 studiealbum, senest The Book of Souls fra 2015.

Gruppen kan opleves på næste års Copenhell. De skulle have spillet på festivalen i 2020, men den blev som bekendt aflyst. De kunne så ikke spille på Copenhell 2021 på grund af andre turnéplaner, men den festival blev som bekendt også aflyst, og heldigvis kan de godt i 2022.

Deres seneste danske koncert, i Royal Arena i 2018, fik de maksimale seks stjerner fra GAFFAs anmelder.


LÆS OGSÅ: Iron Maiden fløj lige ind i krigszonen og hjertet

ANNONCE