Nyhed

Iron Maiden offentliggør nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Metalveteranernes Senjutsu er på gaden den 3. september

I fredags udgav de en ny single, "The Writing on the Wall" og en tilhørende, stort anlagt video, og nu annoncerer heavy metal-veteranerne Iron Maiden så deres 17. album. Senjutsu bliver titlen, og albummet udkommer den 3. september.

Bassist og primær sangskriver Steve Harris udtaler i en pressemeddelelse:
 
"Vi valgte at indspille i Guillaume Tell Studio i Frankrig igen, fordi stedet har sådan en afslappet stemning. Setuppet dér er perfekt til vores behov; bygningen har tidligere været en biograf og har virkelig højt til loftet, så der er fremragende akustik. Vi optog dette album på samme måde som The Book of Souls (forgængeren fra 2015, red.) på den måde, at vi ville skrive en sang, indøve den og så indspille den sammen med det samme, mens den stadig var frisk i vores erindring."
 
Han fortsætter: "Der er nogle meget komplekse sange på dette album, som krævede en masse hårdt arbejde, så processen var nogle gange meget udfordrende, men Kevin (Shirley, producer, red.) er fantastisk til at indfange essensen af bandet, og jeg tror, det var anstrengelserne værd. Jeg er meget stolt af resultatet og glæder mig til, at fansene skal høre det."
 
Sanger Bruce Dickinson fortsætter:
 
"Vi er alle virkelig begejstrede for dette album. Vi optog det tilbage i begyndelsen af 2019 under en pause i Legacy-turnéen, så vi havde god tid at lave et flot albumcover og en helt speciel video, samtidig med at vi turnerede. Men selvfølgelig forsinkede pandemien tingene – sådan kan det gå med vores gode planlægning, eller skal vi kalde det "strategier"? Sangene er meget varierede, og nogle af dem er temmelig lange. Der er også en eller to sange, der lyder temmelig anderledes end vores sædvanlige stil, og jeg tror, at Iron Maiden-fans vil blive overraskede – forhåbentlig på en god måde."
 
Du får tracklisten her med angivelse af sangskriver(e) og spilletid:
 
1. Senjutsu (Smith/Harris) 8:20
2. Stratego (Gers/Harris) 4:59
3. The Writing On The Wall (Smith/Dickinson) 6:13
4. Lost In A Lost World (Harris) 9:31
5. Days Of Future Past (Smith/Dickinson) 4:03
6. The Time Machine (Gers/Harris) 7:09
7. Darkest Hour (Smith/Dickinson) 7:20
8. Death Of The Celts (Harris) 10:20
9. The Parchment (Harris) 12:39
10. Hell On Earth (Harris) 11:19

 


Iron Maiden blev dannet i 1975 og albumdebuterede i 1980 med et selvbetitlet album, der blev et pænt hit i hjemlandet og også markerede sig i en del andre lande. De blev for alvor et verdensnavn med deres tredje album, The Number of the Beast fra 1982 og har til dato udsendt 16 studiealbum, senest The Book of Souls fra 2015. Et album, som GAFFAs anmelder var begejstret for.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: En bombastisk kraftpræstation

Gruppen kan opleves på næste års Copenhell. De skulle have spillet på festivalen i 2020, men den blev som bekendt aflyst. De kunne så ikke spille på Copenhell 2021 på grund af andre turnéplaner, men den festival blev som bekendt også aflyst, og heldigvis kan de godt i 2022.


Varm op med singleforløberen "The Writing on the Wall":
 
ANNONCE