Nyhed

Kampen om indholdsskaberne intensiveres

GAFFA.dk – alt om musik

Nu introducerer den sociale videoplatform TikTok nye funktioner til deres brugere, så det skulle blive lettere og mere attraktivt at skabe indhold på denne nye sociale platform

Der er ingen tvivl om, at der er kamp om brugerne på de sociale medier for tiden, og der er ikke noget, der tiltrækker folk som mulighederne for at se og skabe videoer. Vi forbruger videoer skabt af andre brugere som aldrig før, og videoplatformen TikTok ønsker klart en større bid af den kage.

De er derfor på vej med en række nye funktioner, der skal gøre det mere attraktivt, og lettere, at skabe indhold på og til TikTok.

Ifølge det sociale medie selv er nogle af de nye videofunktioner, vi kommer til at se på den hastigt voksende sociale videoplatform, muligheden for at planlægge "event", se videoer når vi forlader app’en, som vi kender det fra blandt andet Netflix og Disney+, og lave gruppe livestreams med to samtidige brugere – hvis to altså kan kaldes for en gruppe.

The Verge kan også fortælle, at det snart vil blive muligt at tilføje nedtælling til videoer, så brugere kan se, hvornår en "event" vil finde sted.

Det skulle også blive lettere for indholdsskaberne at interagere med folk, der ser deres livevideoer, og TikTok lover, at der kommer et filter, du kan sætte op, så bestemte ord automatisk vil blive slettet fra kommentarer.

Endelig kan TikTok fortælle, at de arbejder på at indføre muligheden for at tilknytte moderatorer til livestreams. På dem måde kan indholdsskaberen koncentrere sig om at skabe liveindhold og lade andre om at blokere og slette upassende kommentarer.

LÆS OGSÅ: Fed ny funktion til Apple Music – kun til Android

ANNONCE