Nyhed

VIDEO: Reggaeton-stjernen J Balvin fortolker Metallica – med spansk rap

GAFFA.dk – alt om musik

J Balvin fremfører "Wherever I May Roam" på ganske personlig vis

Metallica er i fuld gang med at tælle ned til det store cover-boksalbum The Metallica Blacklist, hvor hele 53 kunstnere fortolker et nummer fra bandets storsælgende, selvbetitlede 1991-album, også kendt som The Black Album. Anledningen er, at det den 12. august er 30 år siden, albummet udkom.

Denne gang gælder det den colombianske reggaeton-stjerne J Balvin, der har kastet sig over "Wherever I May Roam", og han er gået ganske personligt til sangen. Hans version har beholdt den karakteristiske, sitar-lydende guitarintro, men ellers er der næsten tale om et helt nyskrevet nummer, med masser af spansk rap, inden sangen til slut som en slags mashup går over i Metallicas original. Se videoen og hør J Balvins fortolkning nedenfor.


Artiklen fortsætter under videoen

The Metallica Blacklist udkommer den 10. september som syvdobbelt vinylalbum eller firdobbelt cd, og blandt de øvrige medvirkende er så forskellige kunstnere som Miley Cyrus, St. Vincent, Depeche Mode-sanger Dave GahanVolbeat,  jazzsaxofonisten Kamasi Washington og den tidligere Roxette-sanger Per Gessle


Alt overskud fra The Metallica Blacklist går til forskellige velgørenhedsprojekter, der er udvalgt af de inviterede kunstnere og Metallica selv. Se hele tracklisten her.

Metallicas selvbetitlede femte album er deres mest solgte og en af ​​de kommercielt mest succesrige plader nogensinde og har alene i USA solgt mere end 16 millioner eksemplarer. Albummet gav Metallica deres første albumførsteplads i ikke mindre end ti lande, herunder fire uger i træk i USA. Udgivelsen indeholder singlerne "Enter Sandman", "The Unforgiven", "Nothing Else Matters", "Wherever I May Roam" og "Sad But True". 

Metallica har også offentliggjort en ny liveversion af "Wherever I May Roam" optaget i Oakland, Californien den 12. oktober 1991, altså kort efter udgivelsen af The Black Album. Denne version, der stammer fra den kommende bokssætudgave af albummet, kan du også høre nedenfor.


Boksen indeholder blandt andet seks vinylplader og 14 cd'er med liveoptagelser, demoer og interviews, seks dvd'er med koncerter og optagelser bag kulisserne, en 120-siders bog, magasiner, guitarplektre med mere. 

Albummet bliver også genudgivet i remasteret udgave på tredobbelt cd, enkelt-cd, vinyl, kassette og digitalt. Det hele udkommer ligeledes den 10. september.

LÆS OGSÅ: Mor navngiver sine børn Metallica, Slayer og Pantera

ANNONCE