Nyhed

VIDEOPREMIERE: Statisk holder vild fest i kollektiv

GAFFA.dk – alt om musik

Odense-duoen spreder god stemning med videoen til "Tiden går i stå"

Odense-duoen Statisk er op til deres koncert ved Tivolis Havefest fredag den 16. juli klokken 16.30 klar med en video til deres nye single "Tiden går i stå", og det er en heftig én af slagsen. Videoen er nemlig optaget i et kollektiv i Odense, hvor seks af duoens rigtig gode venner bor. Bandet spiller live, og der bliver festet igennem, inspireret af sangens åbningslinje "Sindssyge hjemmefester, skizo-fest i rækkehus”. Se videoen ovenfor.

Vi har stillet bandet alias sanger og sangskriver Mathias Ranch Skov og keyboardspiller og producer August Kulmann tre hurtige spørgsmål om videoen.


Hvordan opstod, og hvad er idéen bag videoen?

– Vi ville gerne skabe et billede, der kunne vise sangens stemning og energi. Derfor mente vi, at det ville komme til sin fulde ret som en fest med vores venner 

Hvad synes I selv er det fedeste ved videoen?


– Vores venner, der har været med til at lave den. Vi er pisse stolte over den hjælp og den energi, de har lagt i det

Hvad håber I, seeren får ud af at se videoen? 

– Vi håber selvfølgelig, at folk kommer i godt humør, og videoen skaber fed stemning, og ikke mindst at folk bliver inspireret til at danse lidt ekstra her til sommer, især nu hvor verden er ved at åbne op igen.


Statisk markerede sig første gang i en større offentlighed i 2019, da de nåede i finalen i KarriereKanonen. Året efter udgav de deres første single, "Højhus (hvor går vi hen)", der blev et solidt hit, og i foråret 2021 udsendte de så deres selvbetitlede debut-ep, hvor "Tiden går i stå" stammer fra. 

Statisk spiller som nævnt til Tivolis Havefest fredag den 16. juli klokken 16.30. I sidste uge anmeldte vi dem til Parasol Festival i Odense, og GAFFAs anmelder var ganske positivt stemt.

LÆS OGSÅ: Eksplosive hjemmebanedrenge sætter regnvåd festival i bevægelse


ANNONCE