GAFFA.dk – alt om musik
Den walisiske elektropop-sanger og sangskriver kan opleves i Vega i maj
Den albumaktuelle, walisiske elektropop-sanger og sangskriver Marina, tidligere kendt som Marina & The Diamonds, giver koncert i Vega mandag den 9. maj 2022.
Marina med det fulde navn Marina Lambrini Diamandis har netop i dag udgivet sit femte album, Ancient Dreams in a Modern Land. Albummet er opfølgeren til 2019's Love + Fear, der gik top 5 i Storbritannien.
Marina brød igennem i 2010 med singlen "Hollywood" og debutalbummet The Family Jewels. Herhjemme fik hun i 2012 et stort hit med "Primadonna", der ligesom "How to Be a Heartbreaker" fra samme år streamede til platin i Danmark.
Sangeren og sangskriveren har tidligere optrådt i Vega, til X Factor-finalen i 2013 i Jyske Bank Boxen og på NorthSide, Nibe Festival og Roskilde Festival. Det er dog i snit kun blevet til en enkelt koncert i Danmark per album, så det er nok med at gribe chancen, hvis man har lyst til at opleve Marina på dansk grund i 2022.
Man kan i øvrigt opleve Marina live allerede denne weekend. Søndag 13. juni kl. 19.00 dansk tid giver hun live-stream-koncerten Ancient Dreams Live from the Desert. En koncertoplevelse, hvor Marina og hendes band vil spille det nye album i sin helhed – samt nogle fanfavoritter – live fra den californiske ørken. Et såkaldt “Deconstructed Dreams Afterparty” inklusive en behind-the-scenes album gennemgang af Marina og en fan-Q&A vil ledsage streamen. Billetter kan købes nu via momenthouse.com
Billetsalget til Vega-koncerten starter fredag 18. juni kl. 10.00 via livenation.dk, vega.dk og ticketmaster.dk
LÆS OGSÅ: Marina And The Diamonds – Rollespil med et glimt i øjet
Varm op med "Venus Fly Trap" fra det nye album Ancient Dreams in a Modern Land: