Nyhed

Danmark ikke i finalen til Melodi Grand Prix

GAFFA.dk – alt om musik

Fyr & Flamme er ude af Eurovision Song Contest

Det lykkedes ikke Fyr & Flamme at gå videre til lørdagens finale i Eurovision Song Contest i Rotterdam.

Ved den anden semifinale, der også blev holdt i Rotterdam, fik Fyr & Flamme og deres "Øve os på hinanden" ikke stemmer nok til at komme i finalen.


Fyr & Flamme fremførte deres sang på modersmålet, hvilket er temmelig usædvanligt i Eurovision Song Contest for et lille land. Det er første gang i 24 år, en dansk grand prix-vinder bliver sunget på udelukkende dansk i Eurovision Song Contest – sidste gang var Kølig Kajs "Stemmen i mit liv" fra 1997.

Det er første gang siden 2016, at Danmark ikke går videre til finalen.

De lande, der gik videre torsdag aften var Albanien, Serbien, Bulgarien, Moldova, Portugal, Island, San Marino, Schweiz, Grækenland og Finland.


Ved den første semifinale den 19. maj gik følgende lande til videre til finalen: Norge, Israel, Rusland, Aserbajdsjan, Malta, Litauen, Cypern, Sverige, Belgien og Ukraine.

Derudover er værtslandet Holland samt de såkaldte Big Five – Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland – automatisk med i finalen. The Big Five er de fem lande, der bidrager mest økonomisk til den europæiske tv-sammenslutning European Broadcasting Union, der arrangerer Eurovision Song Contest, og derfor på forhånd er sikret finaleplads.

Semifinalen blev gennemført med et begrænset publikum på 3500 personer, der alle var blevet testet inden adgang til showet.


Sidste års europæiske finale blev aflyst grundet coronapandemien.

LÆS OGSÅ: FYR & FLAMME-INTERVIEW: Kitsch-kærlighed fra et rent hjerte

ANNONCE