Nyhed

GrimFest 2021 bliver en realitet

GAFFA.dk - Alt om musik

På trods af de mange aflysninger igen i år har den jyske festival holdt optimismen oppe

GrimFest har i dag annonceret, at årets arrangement bliver afviklet på trods af de noget skrappe restriktioner, der er blevet meldt ud. Festivalen bliver afholdt d. 29.-31. juli på Grimhøjgaarden.

GrimFest i Brabrand var en af de få danske festivaler, der ikke aflyste årets arrangement i forlængelse af regeringens genåbningsaftale, der blev meldt ud i starten af måneden. Festivalen meddelte tidligere i dag, via et opslag i GrimFest 2021-Facebookbegivenheden, at det er lykkes dem at skrue en festival sammen, der kan slippe igennem restriktionerne:


I sidste uge, den 18. maj, blev nogle af restriktionerne dog lempet, og den gældende aftale er nu, at man allerede fra 1. juli må holde koncerter med 2000 publikummer, i sektioner af 500 personer. Hver sektion skal have 2 kvadratmeter per person. Den tidligere aftale var, at der måtte være 200 mennesker per sektion, og at der i disse skulle være 4 kvadratmeter per person. Der må dog stadig kun være 2000 mennesker til arrangementerne fra 1. juli til 1. august. 

Programmet vil løbende blive afsløret, og arrangørerne fortæller, at der vil være 30 navne på musikprogrammet, som afvikles over tre sommerdage. Ved siden af GrimFest har arrangørerne også planlagt koncertrækken De Grimmeste Aftner, der bliver afviklet hen over sommeren, hvor blandt andet Bogfinkevej, Kristian Leth, Bersærk, Steen Jørgensen og podcasten Fries Before Guys lægger vejen forbi. 

GAFFA har talt med Aage Stokholm, der er leder af GrimFest, om forventningerne til afviklingen af årets festival:


Hvilken kapacitet beregner I efter at kunne afvikle med?

‒ Vi ligger i den tidsperiode, der hedder maksimum 2000 gæster. Så vi går til det på den måde, at vi holder festivalen, det har jeg lyst til at gøre, nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. 

Bliver det med overnatning eller mulighed for camping?


‒ Camping er jo per definition forbudt, og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg orker at gå ind i den diskussion. Jeg bliver lidt den flabede elev i klassen, der siger: Jamen, definér camping. For hvis jeg bare har ét telt på en fodboldbane, det kan sgu da ikke være uforsvarligt, og hvad så hvis jeg har ét telt i hvert hjørne, så er det lige pludselig fire telte, det kan da heller ikke være uforsvarligt. Hvornår er det så uforsvarligt? Men jeg tror, at vi i år holder fokus på festen, og så må sovningen være derhjemme. Så jeg tror vi sløjfer campingen i år. 

‒ Jeg er nysgerrig på, om man, hvis man lavede nogle forsvarlige løsninger, kunne få nogle dispensationer i forhold til camping. For eksempel kunne man sige, at camping må godt fungere, men kun hvis man har egen campingvogn med. Hvad skulle problemet være dér, i forhold til for eksempel at sove på hotel? Så man kunne godt udfordre det lidt, men vi holder fokus på at afvikle festen, og så må camping være næste år. Hvis verden pludselig åbner op, og man må noget mere, så gør vi det, men som reglerne ser ud nu, så er camping for omfattende. 

‒ Men det sjove er jo, når man siger at festivalen ‘bliver til noget’, det er jo igen definitionen: Hvad er forskellen på De Grimmeste Aftner, endagskoncerter, og på festivalen? Hvad er det gæsterne forventer, når de hører ordet festival, for det er jo det, jeg skal indfri og finde en ramme for. Så hvad er det en festival er, er det at drikke sig sanseløst beruset i tequila eller er det at se mange forskellige koncerter på forskellige scener? For det ene kan vi godt gøre, man det andet bliver lidt svært.


Følg med på Facebook-begivenheden for GrimFest 2021 lige her

Det er ikke muligt at købe én-dagsbilletter, men festivalbilletter kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: GrimFest: "Vi kan sagtens holde festival i 2021"  


ANNONCE