GAFFA.dk – alt om musik
"Hos os stopper festen aldrig"
Den omrejsende augustfestival Vi Elsker 90'erne satser på at gennemføre årets arrangementer trods nattens genåbningsplan, der indebærer restriktioner for festivalerne hele sommeren. Fra 1. august må der være maksimum 5000 personer per arrangement i sektioner med 500 i hver – med mulighed for at løfte grænsen til 10.000, "når det er sundhedsmæssigt forsvarligt".
”Vi arbejder ud fra en model, hvor vi må være 5000 mennesker pr. arrangement og vil så hurtigt som muligt melde ud, hvor mange billetter der er tilbage til salg i de respektive byer,” melder festivalarrangør Riffi Haddaoui i en pressemeddelelse, hvor han også udtaler: "Hos os stopper festen aldrig".
Rødovre er som det første sted allerede udsolgt med 10.000 billetter, hvorfor Vi Elsker 90’erne den 14. august har ansøgt Rødovre Kommune om at opstille to venues, så alle, der har købt billet til årets festival, sikres adgang til den store event.
Riffi Haddaoui forklarer til GAFFA, at man har ansøgt kommunen om at kunne afholde to ens festivaler i Rødovre, enten to forskellige steder på den store plads Espelunden – hvor den ene festival efter planen skal afholdes – eller på Espelunden og et andet sted i kommunen. De optrædende kunstnere skal så spille på begge festivaler efter tur samme dag.
”Vi lukker billetsalget nu til alle byer, og når vi har skabt et overblik over, hvor mange billetter der kan sælges i de enkelte byer, med de nye forholdsregler, vil vi den 1. juni åbne for salg af de resterende billetter,” lyder det fra arrangøren.
"Vi er sindssygt glade for, at vi kan holde festen kørende. Kulturen og festival-livet må ikke dø, selvom vi virkelig har haft svære betingelser de seneste to sæsoner. Vi græder med vores kollegaer, som ikke kan komme ud i år, men Vi Elsker 90’ernes set-up og fleksibilitet gør, at vi har en gennemarbejdet plan for, hvordan vi kan mødes i år,” fortsætter Riffi Haddaoui.
”Med de nuværende restriktioner må vi være 5000 mennesker, men vi er ganske sikre og håber på, med vaccine, Coronapas og det faldende smittetryk, at vi kommer til at kunne være flere i august” håber Riffi Haddaoui.
Som en konsekvens at begrænsningerne i antal publikummer og Covid-19-rejserestriktioner vil der ske en ændring af line-uppet. Dog garanterer arrangøren nogle af de største artister fra 90'erne og de bedste fra 00’erne med i alt 13 timers underholdning på festivalen, der i år kan fejre sit 10 års jubilæum.
Vi Elsker 90'erne kan opleves følgende steder:
14. august Rødovre
14. august Næstved
21. august Aalborg
21. august Holstebro
28. august Aabenraa
28. august Odense
Dog må festerne i henholdsvis Rødovre den 22. maj og i Åbenrå den 5. juni flyttes til august måned, men det har hele tiden været en del af planen.
LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Disse festivaler har aflyst