Nyhed

Alabama-musikeren Dan Sartain er død, 39 år gammel

GAFFA.dk – alt om musik

Den eklektiske sanger, sangskriver og musiker blev 39 år

Den Alabama-baserede sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Dan Sartain er død, 39 år gammel, skriver NME. Dødsårsagen er ikke offentliggjort. Sartains familie samler nu penge ind til hans begravelse via en GoFundMe-side.

Dan Sartain indledte karrieren i hardcore-bandet Plate Six i 90'erne. I 2001 udgav han sit første, selvproducerede soloalbum på eget selskab, og det blev fulgt af yderligere syv album, senest Century Plaza fra 2016. De seneste tre album udkom på det engelske indieselskab One Little Indian, der blandt andre også har Björk i stalden og i øvrigt sidste år skiftede navn til One Little Independent Records efter drabet på George Floyd og den efterfølgende racismedebat.


Musikalsk spændte Dan Sartain vidt, fra punkrock over garagerock, pop og rock til blues, mariachi med mere. Han turnede blandt andet som opvarmning for The White Stripes og The Hives, og i 2009 udgav han singlen "Bohemian Grove" på Jack Whites pladeselskab, Third Man Records.

GAFFA anmeldte tre af Dan Sartains plader, senest Dudesblood fra 2014, og den fik ganske pæne ord med på vejen.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Endnu et eklektisk udspil fra Alabama-eneren


Hør Dan Sartains sidste album, Century Plaza:

 


 

ANNONCE