Nyhed

ANKLAGER: Rapperen Yasin med flere planlagde kidnapning af kollega

GAFFA.dk – alt om musik

I alt 30 personer er tiltalt i sagen

I dag blev den svenske rapper Yasin Abdullahi Mahamoud formelt tiltalt for at have været med til at planlægge kidnapningen af en kunstnerkollega. Foruden Yasin er yderligere 29 personer med tilknytning til den kriminelle bande Vårby-netværket tiltalt i sagen for forbrydelser, der inkluderer planlægning af mord, forberedelse af en bombesprængning og alvorlige brud på våbenloven, skriver Aftonbladet

Tiltalen indeholder nye oplysninger om kidnapningssagen. Nogle af de tiltalte skal have planlagt at placere en bombe foran den pågældende artists lejlighed, fortæller anklageren i en pressemeddelelse. Bomben blev beslaglagt af politiet. 


‘’Sprængladningen var særligt stor, og handlingen var af særligt farlig karakter, da det eksplosive gods blev opbevaret og håndteret uforsigtigt i lejlighedsbygningen, hvilket medførte en betydelig risiko for menneskers liv og helbred’’, skriver man i anklagen, ifølge Aftonbladet. 

Under selve kidnapningen blev artisten ført til en lejlighed i Vårberg. Her siges det, at han er blevet truet med en pistol og en kniv og ridset i ansigtet. På stedet siges han at være blevet tvunget til at aflevere et våben, to guldkæder og et Rolex-ur til en værdi af 300.000 kroner. Han siges også at være blevet afkrævet tre millioner svenske kroner, svarende til cirka 2,2 millioner danske kroner. 

Ifølge retssagen ser det ud til, at Yasin og den berørte kunstner begge var booket i et musikstudie i det centrale Stockholm. Anklageren mener, at Yasin lånte en såkaldt Encrochat-telefon (krypteret kommunikationstjeneste, red.), og via den kommunikerede han med en person, der har en fortid som landsholdsspiller. Denne person skal derefter have taget kontakten videre til en anden mand for at sikre, at lokaler og "værktøjer" var klar til den forbrydelse, man nu retsforfølger de tiltalte for. Disse såkaldte værktøjer var beregnet til at blive brugt med det formål at udsætte offeret for nedværdigende handlinger.


Ifølge anklageren involverede den tidligere landsholdsspiller Yasin i planerne om at kidnappe kunstneren. Dette skulle være sket i slutningen af ​​marts sidste år.

‘’Sammen beslutter de, hvornår det skal ske, og hvordan de vil fortsætte. Planen er, at Yasin skal være sammen med (artisten) og rapportere oplysninger til den tidligere landsholdsspiller, så (artisten) kan føres bort’’, rapporterer Aftonbladet.

Anklageren mener, at Yasin planlagde dele af kidnapningen, hvor han og den berørte kunstner ville tage en bil fra studiet, og ved et rødt lys var den tidligere landsholdsspiller klar til at trække kunstneren ud af bilen.


‘’Planen er at tage (artisten) nær studiet i byen, men da han går videre til et studie i Solna, ændres planen til at tage ham dér. Planen ændres igen til at tage (artisten), når han går hjem’’, står der skrevet i anklagerens dokumenter, ifølge Aftonbladet.

De to blev imidlertid tvunget til at afbryde kidnapningsplanen, da det blev opdaget, at der var mange politibetjente ude i løbet af den pågældende nat, står der i retsdokumenterne. I stedet blev planen udført den 14. april sidste år, uden Yasins direkte medvirken.

Yasin hævder til gengæld, at han ikke har været involveret i nogle af ​​anklagerne mod ham.


"Han benægter forbrydelsen, og han benægter således både påstanden om konspiration til kidnapning eller alternativt forberedelse til dette," siger hans advokat Frida Wallin til Aftonbladet.

Lørdag den 20. marts vandt Yasin to svenske P3 Guld-priser, men kunne ikke modtage dem, da han sidder varetægtsfængslet.

Læs også: Fængslet svensk rapper vinder to priser 


ANNONCE