Nyhed

Holland afholder test-festivaler under pandemi

GAFFA.dk – alt om musik

Skal klarlægge, om det er muligt at afholde større sociale arrangementer uden at forværre spredningen af virus

Holland har iværksat et større forsøg, der skal teste, om det er forsvarligt at afholde festivaler. 1500 personer deltog lørdag og søndag i to forskellige testfestivaler. Festivalerne fandt sted i forlystelsesparken Walibi i den hollandske by Biddinghuizen.

To-dags eksperimentet skal klarlægge, om det er muligt at afholde større sociale arrangementer uden at forværre spredningen af virus. Det skriver den hollandske avis Algemeen Dagblad og britiske BBC. Alle festivaldeltagere er blevet testet negative for coronavirus inden og er indforståede med, at de deltager i et forsøg.


”Jeg føler mig udvalgt. En festival, det er jo helt bizart. Jeg har savnet det her så meget, og jeg er ikke alene”, sagde en af deltagerne, Micha de Kromme fra byen Lelystad, til Algemeen Dagblad.

Forsøget, der har titlen ”Back To Live”, er koordineret af Fieldlab Events – et samarbejde mellem den hollandske regering og underholdningsindustrien. Ifølge BBC bliver deltagerne blandt andet monitoreret af sensorer, så man kan danne sig et overblik over mulig coronasmitte.

”Det er selvfølgelig ikke nogen normal situation, og man skal lidt betragte dem som forsøgskaniner i et eksperiment”, siger Andreas Voss, der er hollandsk professor i infektionsforebyggelse.


"De ved alle, at der er en lille risiko ved at deltage. Det er de klar over. Men hvis man planlægger det ordentligt, kan man godt gøre det på en god måde. Arrangementet er ikke usikkert, da det er planlagt rigtigt", fastslår Andreas Voss. 

Festivaler og events handler jo ofte om at komme tæt på hinanden. På hinanden, på den store oplevelse, på musikken. Ja, på livet, ville nogle sige. Men sociale begivenheder skaber også trængsel og nærhed. Deltagerne beskriver blandt andet stemningen som euforisk, og de er tydeligvis glade for endelig at komme ud. Derfor er det ingen overraskelse, da BBC’s journalist Anna Holligan fortæller, at det langtfra er alle, der overholder kravet om at bære mundbind over weekenden.

”Det forventede jeg”, siger Tim Boersma fra Fieldlab til Algemeen Dagblad.


"Alle er blevet testet, så risikoen er meget lille", lyder det.

Der var ikke krav om fysisk afstand på festivalen.

Selvom Holland har lanceret et festivalforsøg, så er resten af landet fortsat under coronanedlukning og oplever stigende smittetal. Her ser vi et eksempel på nogle af de nybrud, vi finder blandt festivaler. Det store spørgsmål er, om det er etisk forsvarligt?


Festivaldeltagerne vil ugen efter blive testet igen. Hvis der ikke kommer et udbrud fra festivalen, vil andre lande måske kunne anvende festivalen som en model til at bringe live-events tilbage.       

Aflysninger af festivaler er et af de mest synlige og markante tegn på coronaens hærgen. For tiden ser vi nye festivalformater og diskuterer fordele og ulemper for gæsteoplevelse og økonomi. Måske disse erfaringer kan bruges fremadrettet til en fornyelse af området?

LÆS OGSÅ: Nyt forslag om "håndværkerfradrag" til kulturlivet


ANNONCE