Nyhed

Se årets musikalske Golden Globe-vindere

GAFFA.dk - Alt om musik

Prisuddelingen løb af stablen i nat

Den 78. udgave af Golden Globe Awards, hvor årets film hyldes med priser af den internationale filmjournalist-sammenslutning The Hollywood Foreign Press Association, blev afholdt natten til i dag. Arrangementet skulle have været afholdt i januar, men blev udskudt som følge af den begrænsning af filmindustrien, som corona-pandemien har forårsaget. Showet var stadig tydeligt mærket af corona og blev derfor delvist streamet. For at gøre det muligt for deltagere fra østkysten at være med blev prisuddelingen både sendt fra New York City og fra Beverly Hills i Californien.

Traditionen tro var der to musikalske kategorier, "Best Original Song" og "Best Original Score", altså bedste sang og bedste stemningsmusik.


Sangskriveren Diane Warren vandt prisen for ‘’Best Original Song’’ for sangen ‘’Io Sì (Seen)’’ fra filmen The Life Ahead. Sangen er fremført af Laura Pausini og skrevet i samarbejde med Niccolò Agliardi. Ud over Golden Globes-prisen står sangen muligvis også til at få en Oscar-nominering. De nominerede her offentliggøres den 15. marts.

Trent Reznor (billedet) og Atticus Ross fra rockgruppen Nine Inch Nails vandt prisen for ‘’Best Original Score’’ for soundtracket til Pixar-filmen Soul

Soundtracket til Soul består af 23 stykker musik, komponeret og produceret af Reznor og Ross, med kreative inputs fra og sparring med blandt andet Jon Batiste, Herbie Hancock og Questlove. Nine Inch Nails-musikerne har desuden modtaget 14 andre priser for deres arbejde med musikken til Soul. 


Reznor udtalte følgende om arbejdet med soundtracket: ‘’Vores første trin er altid at lytte og virkelig prøve at forstå, hvor filmskaberne kommer fra: hvad de ser, og hvad de forestiller sig. Vi brugte lang tid på at diskutere, hvordan det skal føles, når man bliver introduceret til Soul-universet’’, skriver Heroic Hollywood.

Trent Reznor jokede i sin takketale med, at Soul-musikken er det første af hans projekter, som han kan vise sine børn.

Læs også: GAFFA-PRISEN 2021: Og de nominerede er...


ANNONCE