GAFFA.dk – alt om musik
Hugorm giver koncert i Den Grå Hal og Rå Hal til foråret
Den musikalske altmuligmand Simon Kvamm evner at skifte ham igen og igen. Med sit nye band Hugorm har han igen taget den danske musikscene med storm. Ovenpå udsolgte koncerter og en masse studietid, har bandet nu offentliggjort to koncerter til foråret med navnet ”Den Grå og Den Rå”. Hugorm giver nemlig koncert i Den Grå Hal i København den 11. marts, og i Rå Hal i Aarhus den 18. marts.
Nyheden slippes efter bandet kun lige har afsluttet deres efterårsturné. Både lysten til at spille, og ny sange presser nemlig på:
“Efter det nærmest ekstatiske møde med vores publikum i de fyldte sale på den netop overståede efterårsturne, kunne vi simpelthen ikke holde ud først at skulle spille live igen til sommer. Det kribler for meget! Derfor har vi booket landets to sejeste forsamlingshuse, så vi igen kan mødes med Hug Army og holde en tidlig forårsfest. Og også så vi kan teste og give et par smagsprøver på de nye sange vi i øjeblikket går og hamrer og banker på,” udtaler Hugorm i en pressemeddelelse.
Hugorms musik så dagens lys i 2020 med ep’en Folk skal bare holde deres kæft. Samme år udkom debutalbummet Kom vi flygter. Mens ep’en høstede fire stjerner, fik debuten fem ud af seks stjerner. Også Hugorms koncerter er gået rent ind hos GAFFAs anmeldere. En af debutkoncerterne, der fandt sted på Posten i Odense i 2020 fik ligeledes fem stjerner og følgende bemærkninger fra GAFFAs anmelder:
”Ud over bandets tre sceneartister optræder en stemme i Kvamms hoved, med hvem en sokratisk dialog foregår. Det er meta på den der nu-trækker-vi-et-stilistisk-træk-fra-standupcomedyen-og-gør den til rygraden-i-en-bersærkergang-rockkoncert. Det er simpelthen genialt, intet mindre.”
”Aftenens koncert på Posten har cementeret et power house af et bagkatalog blot etableret i dette herrens år 2020. Og hold da maule, hvor har spilleglæden været enorm, mens publikumsdominansen er blevet sikret gennem lige dele kølighed og passion.”
Billetsalget skydes i gang den 19. november klokken 10.00 via luger.dk. livenation.dk og ticketmaster.dk
LÆS OGSÅ: Våde øjne i bedste sendetid: Simon Kvamm smider skjoldet