Nyhed

Marcus.wav annoncerer koncerter til foråret

GAFFA.dk – alt om musik

Den albumaktuelle KarriereKanonvinder synger om mental sundhed og angst på sin nye plade

Marcus.wav vandt i år KarriereKanonen og har netop udgivet sit debutalbum. Nu annoncerer han koncerter til foråret. Du kan opleve ham på Store Vega i København den 7. april og på Train i Aarhus den 13. april.

Marcus.wav har med egne ord beskrevet sin musik som ”depressionstechno”. Det er musik, der både fungerer, hvis man skal danse eller er ked af det. Han har netop udgivet sit debutalbum Hvis mit hjerte ikke stopper. Teksterne omhandler mentalt helbred og sætter blandt andet fokus på angst og ptsd. Dette album har Marcus.wav arbejdet på hele året i samarbejde med sin faste producer Andreas Hedegaard. Ifølge Marcus.wav er det en drengedrøm, som går i opfyldelse.


”Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om en dag at lave et værk. En rodebutik, hvor der både er plads til op- og nedture, til festen og tømmermændene, til alle de tanker, som jeg render rundt med, og som har gjort mig til det menneske, som jeg er i dag. På godt og ondt. Der er ikke et specifikt tema, en bestemt historie eller en særlig pige, som albummet handler om. Det handler om mig og alle de følelser, man går igennem, når man i takt med, at man bliver ældre, prøver at få ryddet lidt op i butikken. Det handler om alt fra angst og selvmordstanker til pigen, der skar mit hjerte ud. Men det handler også om vennerne, festerne og de gode minder, som jeg ser tilbage på nu. Det får 6 ud af 6 stjerner,” udtaler Marcus.wav i en pressemeddelelse om Hvis mit hjerte ikke stopper.

De seneste år har også budt på lidt af hvert for den spirende artist. Ud over at have vundet karrierekanonen var Marcus.wav i 2020 nomineret i kategorien ”Årets Nye Danske Navn” ved The Voice. I år kunne man høre lyden af singlen ”Happy Life” i DR3-serien ”99% Forelsket”, og senest har han udgivet en single med Anthon Edwards og Thøger Dixgaard, der er at finde på den nye plade. 

Billetsalget til koncerterne starter den 3. november klokken 10.00, og du kan købe billetter lige her.


LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Vinderne af KarriereKanonen er kåret

Varm op til koncerten med "Live Forever" med Marcus.wav featuring Anthon Edwards og Thøger Dixgaard herunder:


ANNONCE