Nyhed

Saxofonlegende underviser unge i Helsingør

GAFFA.dk - alt om musik

Saxofonisten David Sanborn skal sammen med en række andre jazzmusikere give et mesterlære-forløb 

I 2022 skal Sound Dues Academy for første gang afholdes i Helsingør. Akademiet er et ugelangt forløb for spirende unge musikere, der får muligheden for at blive undervist af verdenskendte jazzmusikere, blandt andre David Sanborn, der har samarbejdet med folk som David Bowie, Stevie Wonder og Miles Davis. Akademiet afholdes i maj måned 2022, parallelt med den første Sound Dues Jazz Festival. 

Det amerikanske saxofon-ikon David Sanborn, der selv skal spille til Sound Dues, er den første "master", der er blevet booket til Sound Dues Academy. Yderligere booking er i fuld gang og planen er at gøre plads til omkring 32 unge. Sound Dues ønsker at øge antallet hvert år.


Mesterlære-forløbet i jazz indebærer undervisning i både teknik, improvisation, komposition og performance. Unge fra hele verden er velkomne til at deltage i forløbet. Mindst tre lokale, unge musiktalenter fra Nordsjælland får desuden chancen for at deltage gratis gennem legater fra Spar Nord Fonden og Sound Dues. 

“Jazz har altid været en musikform der viderebringes fra master til elev. Men den form for læring er blevet sværere at opretholde, i dag er det næsten umuligt at komme i nærheden af de store masters. Men det er meget vigtigt for de unge,” siger den verdenskendte danske jazz-pianist Niels Lan Doky, der står bag initiativet.

Projektet har længe været under udvikling af Sound Dues, som er en non-profit musikorganisation. Nu kan det endelig finde sted, efter Spar Nord Fonden har doneret 100.000 kroner til Sound Dues Academy og Sound Dues Jazz Festival. 


“Det er en kæmpeglæde at kunne støtte et ungt menneske og et globalt fællesskab, hvor de unge kan få lov at skabe, lære og udvikle sig. Og så handler det selvfølgelig om, at vi ved at bakke op om Sound Dues kan støtte musikken og kulturen lokalt i Helsingør,” siger direktør fra Spar Nord Bankområde Helsingør, Piet Petersen.

Som opvarmning til akademiet arrangerer Sound Dues og Spar Nord Fonden et live-arrangement med gløgg og jazzmusik den 9. december hos Spar Nord i Helsingør. De optrædende er den amerikanske sanger Thaddeus Sledge, der er søn af et grundlæggende medlem af den berømte gruppe Sister Sledge, samt Niels Lan Dokys nu 31-årige tvillinger, Ken Lan Doky på klaver og Mai Lan Doky på vokal. 

LÆS OGSÅ: Spanske skitser og saxofon i særklasse


ANNONCE