Nyhed

To mennesker er døde efter fald i svensk koncerthus

GAFFA.dk – alt om musik

En person er faldet ned på en anden i koncerthus, cirka tre kvarter før at ABBA-hyldestkoncert skulle begynde.
 

To mennesker har tirsdag aften mistet livet, efter at en person er faldet fra et højt sted inde i bygningen Uppsala Konsert & Kongress i Sverige.

Det oplyser svensk politi ifølge nyhedsbureauet TT.

Ulykken skal være sket et sted i indgangsområdet. Ifølge politiet er den ene person landet på den anden person.

- Det er en person, som er faldet eller hoppet fra en meget høj højde og har ramt en anden person i faldet, siger politiets pressetalsperson Magnus Jansson Klarin til TT.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 18.48.

- En person er konstateret død, og en yderligere person er død på vej til hospitalet, siger Jansson Klarin til det svenske medie Expressen.

Han uddyber:

- Vi forsøger at udrede, præcist hvad der er sket.

Ifølge Karin Sävström, som er marketingchef for Uppsala Konsert & Kongress, lader der til at være tale om en ulykke.

- Ifølge den information, som vi har, drejer det sig om en alvorlig ulykke. Politiet er på plads og håndterer ulykkesstedet sammen med vores personale, siger Sävström ifølge nyhedsbureauet TT.

Uppsala Konsert & Kongress er en bygning til koncerter og konferencer i Uppsala nord for Stockholm.

Pladsen omkring bygningen er blevet spærret af, og personer i bygningen er blevet evakueret.

Mange folk var til stede ved og i koncerthuset, da en ABBA-hyldestkoncert stod til at gå i gang ved 19.30-tiden.

På Facebook skriver koncertarrangøren MTLive AB:

- Aftenens koncert i Uppsala er aflyst med kort varsel, står der i beskeden fra arrangøren, som melder, at "alle er i chok".

/ritzau/

 
ANNONCE