Nyhed

Adele slår rekord med ny single

GAFFA.dk – alt om musik

I fredags udgav den britiske verdensstjerne Adele sin nye single ”Easy On Me” med tilhørende video

Den storslåede powerballade er den første sang fra hendes kommende album 30, som udkommer den 19. november. Udgivelsesdatoen for albummet annoncerede hun tidligere på ugen via sine sociale medier i en personlig besked til sine fans, hvor hun også skrev, at hun endelig er klar til at udgive dette album.

Videoen til ”Easy On Me” blev indspillet i Quebec, Canada i sidste måned, og Adele arbejder endnu engang sammen med den Cannes Grand-Prix-vindende instruktør Xavier Dolan (It’s Only the End of the World). Begyndelsen af videoen udspiller sig i det samme hus, som Adele og Xavier indspillede videoen til superhittet ”Hello” i.


"Jeg håbede ærlig talt, at dette ville ske. For mig findes der intet stærkere, end at skabere genopretter forbindelse til hinanden efter flere års mellemrum. Jeg har forandret mig. Adele har forandret sig. Og det her er en mulighed for at fejre, hvordan vi begge har udviklet os, og hvordan vi begge har været trofaste over for vores kæreste temaer. Det er det samme, men stadig anderledes," udtaler Xavier Dolan om samarbejdet i en pressemeddelelse.

Singlen ”Easy On Me” har allerede overtaget rekorden for flest streams på Spotify på et døgn, om end det præcise tal endnu ikke er offentliggjort. Den hidtidige rekord var BTS, hvis sang "Butter" streamede 11,04 millioner gange på et døgn i maj 2021. 


30 bliver hendes fjerde studiealbum og efterfølgeren til 25, som udkom i november 2015. Albummet er produceret med hendes tidligere samarbejdspartnere Greg Kursin, Max Martin, Shellback og Tobias Jesso Jr samt nye samarbejdspartnere som Inflo og Ludwig Göransson.

Adele er en af vor tids største stjerner med en stemme, som rører mennesker verden over. Når Adele nu gør sig klar til at udgive en ny plade, så gør hun det med en lang række priser i bagagen. Hun har modtaget 15 Grammy Awards, 9 Brit Awards, 18 Billboard Awards, 2 IVOR Awards, 1 Golden Globe Award, 1 Oscar og 5 American Music Awards. Alene i Storbritannien har hun solgt 11,5 millioner albums, og hun har solgt 48 millioner albums på verdensplan.

Adeles tredje studiealbum 25 gik direkte ind som nummer 1 i Storbritannien, da det blev udgivet, solgte 803.000 eksemplarer i den første uge og har solgt 12 gange platin i stjernens hjemland. Også i USA gik albummet direkte ind på førstepladsen og solgte 3,38 millioner den første uge.


Nedtællingen til 19. november og frigivelsen af 30 er officielt begyndt.

ANNONCE