Nyhed

Arca udgiver ny sang og video med Sia – album på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Musikerens kommende album udgør anden del i en serie, der er planlagt til at spænde over fire udgivelser

Den venezuelanske sanger, sangskriver og producer Arca har for nylig udgivet en ny sang med tilhørende musikvideo i samarbejde med den australske sanger og sangskriver Sia. Musikeren har desuden offentliggjort detaljer om sit kommende album. Dette skriver Pitchfork.

Den nye single ”Born Yesterday” vil være at finde på albummet KiCk ii, der følger op på musikerens album fra 2020, KiCk i. Der er planlagt yderligere to udgivelser i serien, hvormed KiCk ii bliver anden del ud af en serie på fire albums. GAFFAs anmelder tildelte i sin tid KiCk i fire ud af seks stjerner.


KiCk ii er sat til at udkomme den 3. december. Albummets trackliste findes nederst i artiklen sammen med videoen til ”Born Yesterday”.

”Born Yesterday” følger op på singlen ”Incendio”, som Arca udgav i september. Sidstnævnte vil dog ikke være at finde på musikerens kommende album.

Arca udgav sin debut-ep, Baron Libre, i 2012. Samme år fulgte to yderligere ep’er med titlerne Stretch 1 og Stretch 2. Kunstneren har desuden udgivet en mixtape og fire studiealbum, hvoraf det første, Xen, udkom i 2014.


LÆS OGSÅ: Smid alle hemninger, til du er skind og ben

På den nye single optræder Sia, der blandt andet er kendt for mega-hits som ”Chandelier” (2014) og ”Cheap Thrills” (2016), som gæstestjerne, og det er langtfra første gang, at Arca arbejder sammen med en af musikbranchens store spillere.

Musikeren har lavet musik for og med blandt andre Björk, Kanye West, FKA Twigs og Frank Ocean. Desuden findes Arcas remixede udgave af Lady Gaga og Ariana Grandes ”Rain on Me”, der sampler sangene ”Time” og ”Mequetrefe” fra KiCk i, på Lady Gagas Dawn of Chromatica-remixalbum, der blev udgivet i september.


I 2018 sprang Arca – der bærer det borgerlige navn Alejandra Ghersi – ud som non-binær og tilføjede senere, at hun identificerer sig som transkvinde, hvorfor hun ønsker at blive omtalt som hun/hende eller de/dem.

Se den nye musikvideo lige her:


Trackliste:

01 Doña
02 Prada
03 Rakata
04 Tiro
05 Luna Llena
06 Lethargy
07 Araña
08 Femme
09 Muñecas
10 Confianza
11 Born Yesterday [ft. Sia]
12 Andro

ANNONCE