Nyhed

Billie Eilish udskælder Texas’ abortlov under koncert

GAFFA.dk – alt om musik

”Min krop, mit fucking valg” udtaler Eilish under koncert i Austin, Texas

Den omdiskuterede abortlov i Texas har nu også fået stjernen Billie Eilish i tale. Under sin optræden til festivalen Austin City Limits 2021 talte hun ud om den nyligt indførte lov i staten, der forbyder abort efter sjette graviditetsuge, skriver NME.

”Da de lavede det lort til en lov, ville jeg næsten ikke spille her, fordi jeg ville straffe det her fucking sted for at lade det ske her. Men så huskede jeg, at det er jer, der er ofrene, og at I fortjener alt i verden. Og vi er nødt til at fortælle dem, at de skal holde kæft,” udtalte Eilish under koncerten til Austin City Limits i Texas den 2. oktober.


Efter denne proklamation løftede Billie Eilish sin langefinger i vejret og bad publikum om at gøre det samme, hvorefter hun råbte ”Min krop, mit fucking valg”. I baggrunden kan man se bannere, hvor der står ”Bans of Our Bodies”, hvilket er en del af en stor kampagne i USA, der kæmper for sikker adgang til reproduktiv sundhed.

Den meget omdiskuterede lov, der altså forbyder abort efter sjette graviditetsuge, også selvom der er tale om voldtægt eller incest, er blevet kaldt både kynisk og ødelæggende. USA’s justitsminister Merrick Garland har sågar sagsøgt staten Texas for forfatningsbrud. Der er nemlig mange kvinder, der slet ikke ved, at de er gravide, når de er seks uger henne. I Danmark er det muligt at få en abort indtil 12. graviditetsuge.

LÆS OGSÅ: Se traileren til Billie Eilish’ kommende koncertfilm fra Hollywood Bowl


Se det hele udspille sig til Austin City Limits 2021 herunder:


ANNONCE