Nyhed

Conan Gray giver dansk koncert

GAFFA.dk - alt om musik

Popsensationen Conan Gray giver sin første danske koncert til foråret i K.B. Hallen 

Conan Gray startede sin rejse på YouTube og har siden fået etableret sig en solid musikkarriere. Han skulle have givet sin første danske koncert i Store Vega tilbage i 2020, men grundet coronapandemien blev koncerten aflyst. Nu tager han revanche og spiller i Københavns K.B. Hallen lørdag den 7. maj 2022. 

Conan Gray er bedst kendt for sin indiepop-lyd med lofi-elementer, også kaldet bedroom pop. GAFFA pegede på Conan Gray som en af de artister, der bliver store i 2021. Nu får den amerikanske sanger og sangskriver omsider muligheden for at indfrie sit potentiale, når publikum får muligheden for at se, høre og føle den unge sangers diskografi live.


Kort efter coronakrisens udbrud udkom Conan Grays debutplade Kid Krow, der indeholder hits som "Maniac" og "Heather", som begge har flere hundrede millioner streams på Spotify. Albummet nåede femtepladsen på Billboards 200-liste, hvilket var den højeste placering i hele 2020 for en albumdebutant.

Kid Krow er en coming of age-plade, hvor Conan Grays fortællinger om sin hårde opvækst både fik ros af fans og store stjerner som Taylor Swift og Billie Eilish. Albummet tog endnu en omgang på hitlisterne, da "Heather" blev soundtracket for en TikTok-trend i august 2020. Tidligere på året udgav han singlen "People Watching", som allerede har lige under 50 millioner streams på Spotify.

Conan Gray startede ud med coverindspilninger på sin YouTube-kanal, hvor han optrådte med sange af blandt andre The 1975, Lorde og Frank Ocean. De musikalske drømme, som var et gennemgående tema på Conan Grays YouTube-kanal, blev indfriet i 2018 med ep'en Sunset Season, hvor singlerne "Idle Town" og "Crush Culture" er at finde. 


Billetsalget til koncerten i K.B. Hallen starter fredag den 29. oktober 2021 klokken 10.00. Du kan købe billetter via billetlugen.dk

LÆS OGSÅ: GUIDE: De bliver store i 2021 – internationalt

Varm op til Conan Gray-koncerten med musikvideoen til hans seneste single "People Watching" lige her: 

ANNONCE