GAFFA.dk - alt om musik
Den svenske popsanger spiller i Store Vega til februar
Molly Sandén annoncerer sin første danske headliner-koncert i forbindelse med den kommende Dom Ska Veta Arena Tour, som finder sted i 2022. Hun spiller i Store Vega, København den 10. februar.
28-årige Molly Sandén ligger lige nu i toppen af de danske hitlister, blandt andet som P3’s uundgåelige med singlen ”Vi ska aldrig gå hem”, og tilbage i 2015 sang hun med Burhan G på singlen ”Kærlighed & Krig”, som gik platin.
Udover samarbejdet med Burhan G har Sandén også indspillet musik med Christopher på singlen ”A Little Forgiveness”. Hun blev også inviteret med som gæst ved Lukas Grahams performance af ”In The Round” på Roskilde Dyreskueplads tilbage i august. Sandén har udgivet fem studiealbums, hvoraf den seneste plade, Dom Ska Veta fra 2021, er udganspunktet for turnéen.
Flere af Molly Sandéns sange er blevet streamet op til 30 millioner gange på Spotify. Derudover har hun vundet adskillige priser, herunder hovedprisen ved P3 Guld 2020 i Sverige. Tidligere på året var hun også nomineret til en Oscar for sin vokal på Netflix-filmen Eurovision.
Billetsalget til koncerten i København starter tirsdag den 12. oktober klokken 10.00 via musik.dk
LÆS OGSÅ: BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks
Varm op til koncerten med musikvideoen til Molly Sandéns "Vi ska aldrig gå hem":