Nyhed

Svenske medier: Kendt rapper dræbt af skud i Stockholm

GAFFA.dk – alt om musik

En kendt rapper er ifølge svenske medier blevet dræbt af skud. Politiet er tavs om offerets identitet

En kendt musiker er ifølge flere svenske medier blevet dræbt af skud sent torsdag aften i Stockholm.

Politiet har ikke bekræftet oplysningen, som medierne har fra flere kilder, skriver nyhedsbureauet TT.

Torsdag ved 23-tiden indløb en anmeldelse om et skyderi i Hammerby i den sydlige del af den svenske hovedstad.


Da politi og ambulance kom frem, fandt de en hårdt såret mand, som var ramt af skud i hovedet og i brystet.

- Ganske kort tid efter blev han erklæret død af en læge, siger en talsmand for politiet.

Ifølge enslydende meldinger i Aftonbladet, Expressen og fra SVT er offeret en "kendt svensk rapper".


Expressen skriver, at der er tale om den 19-årige rapper Einar, som egentlig hedder Nils Kurt Einar Grönberg.

TT har ikke kunnet få den oplysning bekræftet fra anden side, og politiet ønsker endnu ikke at oplyse identiteten på den dræbte.

Politiet har kun oplyst, at der er tale om en ung mand uden at nævne hans alder.


Ifølge Expressen skulle den dræbte i længere tid have været udsat for trusler. Mediet uddyber ikke fra hvem eller hvorfor.

To mænd er umiddelbart efter skyderiet set løbe fra stedet, men der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

- Vi har bragt en antal personer ind til forhør. Men det er ikke fordi, at de er mistænkt, men udelukkende på grund af, at de måske kan fortælle os noget om hændelsen, siger Carina Skagerlind, pressetalsmand for politiet, til Expressen.


Rapperen Einar har ifølge Expressen "millioner af afspilninger" på musiktjenesten Spotify, og han står bag flere numre, som har ligget i top på hitlister.

Den seneste tid har han opholdt sig meget i udlandet. På sociale medier har han lagt billeder op fra Spanien, Amsterdam og Dubai. Ved siden af det har han opholdt sig i Stockholm.

ANNONCE