Nyhed

VIDEO: IDLES udgiver ny single og annoncerer fjerde album

GAFFA.dk – alt om musik

Det britiske post-punk-band har udgivet en ny sang fra deres kommende album CRAWLER samt tilhørende musikvideo

Den 12. november 2021 udkommer det britiske band Idles fjerde album, der går under titlen Crawler. Idles har allerede nu udgivet en smagsprøve på albummet med singlen ”The Beachland Ballroom”, der er opkaldt efter det ikoniske spillested i Ohio. Dertil har de udgivet en musikvideo med en sjælfuld optræden af bandets frontmand, Joe Talbot. Videoen kan du se nederst i artiklen.

Joe Talbot fortæller i en pressemeddelelse: ”Det er den vigtigste sang på albummet, virkelig. Der er så mange bands, der går gennem de små rum og drømmer om at komme i de store rum. At kunne være i stand til at skrive en soulmelodi som denne fik mig til at tænke: fuck – vi er et sted, hvor vi faktisk får lov til at gå ind i de her store rum og være kreative og virkelig sætte pris på det, vi har. Sangen er en slags allegori om at føle sig tabt og komme igennem det. Det er en sang, jeg virkelig elsker at synge.”


I 2020 udgav Idles albummet Ultra Mono, der blev indspillet under coronapandemien i det kendte studio Real World Studios i Bath. Albummet blev bandets første nummer et på den officielle UK Albums Chart. Snart udgiver bandet Crawler, som særligt udforsker tematikkerne sorg, traume og tab.

Talbot, der selv har kæmpet med misbrug, siger om albummet: "Vi vil gerne have, at folk, der har været igennem traumer, hjertesorg eller tab, skal føle, at de ikke er alene. Dette album viser den grimme side af, hvor disse ting kommer fra, men også hvordan det er muligt at genvinde glæde fra de oplevelser."

Idles drager på deres udsolgte nordamerikanske turné den 7. oktober. Turnéen tager de senere med sig til Europa i 2022.


Crawler-trackliste:
1. MTT 420 RR
2. The Wheel
3. When the Lights Come On
4. Car Crash
5. The New Sensation
6. Stockholm Syndrome
7. The Beachland Ballroom
8. Crawl!
9. Meds
10. Kelechi
11. Progress
12. Wizz
13. King Snake
14. The End

LÆS OGSÅ: IDLES-INTERVIEW: Når selvtillid er en realitet

Se og lyt til Idles' nyeste single "The Beachland Ballroom" lige her:

ANNONCE