Nyhed

Yung Lean giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Rapperen bringer sin pop-punkede musik til Store Vega til december i år

Den svenske rapper, sanger og sangskriver Yung Lean giver koncert i Store Vega den 9. december kl. 20.00.

Musikeren med det borgerlige navn Jonatan Aron Leandoer Håstad startede sin karriere, da han i 2013 uploadede nummeret ”Ginseng Strip 2000” til YouTube. Lean var dengang blot 16 år gammel.


Samme år fulgte udgivelsen af rapperens debut-mixtape, Unknown Death 2002, og siden er det blevet til fire studiealbums og to yderligere mixtapes. Yung Leans seneste studiealbum, Starz, blev udgivet i 2020.

Emorapperen er kendt for sin melankolske tone og et musikalsk univers, som blandt andet trækker på pop-punk, lo-fi og opdigtede karakterer.

Yung Lean har arbejdet sammen med nogle af branchens store aktører, blandt andet Frank Ocean og Gucci Mane. Den amerikanske rapper Travis Scott var desuden med på nummeret ”Ghosttown”, som var at finde på Yung Leans debut-studiealbum Unknown Memory fra 2014.


I 2020 blev dokumentarfilmen In My Head udgivet. Filmen skildrer Yung Leans liv og de vilde øjeblikke, der følger med det at være en verdensturnerende kunstner.

Billetsalget starter fredag den 24. september kl. 10.00 via billetlugen.dk

Varm op til koncerten med nummeret "Chandelier":

ANNONCE