Nyhed

Klassisk på Kyssetrappen vender tilbage denne sommer – her er programmet

GAFFA.dk - alt om musik

Fra den 26. maj til den 24. august byder Det Kongelige Teater og Jeudan i samarbejde med GoBoat på koncertoplevelser ved Ofelia Plads i Københavns havn.

Med Københavns havn som bagtæppe bliver der over sommeren afholdt koncerter ved Ofelia Plads, hvor alt fra en kammerkoncert med Det Kongelige Kapel til blandinger imellem moderne danske indieartister og strygerensemblet Who Killed Bambi kan opleves.

Klassisk på Kyssetrappen startede for fem år siden i 2017 og er skabt ud af ønsket om at blande og fremme både klassisk og moderne musik i form af nogle uforglemmelige koncertoplevelser. Med disse blandinger er håbet også at tiltrække et bredt publikum såvel som at give klassisk musik nogle nye rammer.

Udover anmelderroste og prisvindende klassiske artister såsom Gustav Piekut og Bjarke Mogensen har arrangementet også fået booket danske popmusikere såsom eee gee, Guldimund og Kira Skov. I en anden kontekst ville man muligvis ikke kalde dem alle popmusikere, men det er de i denne kontekst, sidestillet med arrangementets klassiske tema.

I alle tre musikeres tilfælde er folk og americana ret så fundamentale genretræk i deres musik, men disse koncerter vil byde på andre udgaver af deres musik. Alle tre artister skal nemlig over sommeren optræde med strygerensemblet Who Killed Bambi, der udover så meget andet også tidligere har optrådt med artister som Steffen Brandt og Father John Misty.

Koncerterne er alle gratis og starter klokken 17:00. Koncerterne indledes dog fra 16:30 med en halv times samtale med den eller de optrædende artister. Det fulde program kan ses herunder artiklen.

Program:

  • 26. maj: eee gee x Who Killed Bambi
  • 9. juni: Nicolai Elsberg & Alexander McKenzie
  • 16. juni: Guldimund x Who Killed Bambi
  • 30. juni: Gustav Piekut
  • 4. august: Bjarke Mogensen & friends
  • 11. august: Kira Skov x Who Killed Bambi
  • 18. august: Kammerkoncert med Det Kongelige Kapel
  • 24. august: Den Danske Strygekvartet

LÆS OGSÅ: Forslag om tilladelse til billetsalg på offentlig vej i København er nu vedtaget

ANNONCE