Nyhed

TRAGEDIE: Nick Cave mister endnu en søn

GAFFA.dk – alt om musik

Sønnen Jethro Lazenby blev 31 år gammel

Nick Cave gennemlever nu for anden gang enhver forælders værste mareridt, da han for anden gang har mistet et barn.

"Med stor sorg kan jeg bekræfte, at min søn, Jethro, er gået bort. Vi vil være taknemmelige for ro i familien på dette tidspunkt," udtaler han i en pressemeddelelse til NME.

Sønnen Jethro Lazenby blev 31 år gammel. De nærmere detaljer om dødsfaldet vides endnu ikke. I sidste måned blev Jethro fængslet for at have overfaldet sin mor Beau Lazenby i hendes hjem i Melbourne, Australien. Han blev løsladt mod kaution den 5. maj og blev beordret til at gå i misbrugsbehandling og fik forbud mod at nærme sig sin mor i to år, skriver NME. I den forbindelse kom det også frem, at han for nylig var blev diagnosticeret med skizofreni, hvilket påvirkede hans dømmekraft.

Tilbage i 2018 blev Jethro idømt en kortere fængselsstraf for at have overfaldet sin kæreste.

Jethro havde tidligere arbejdet som model, ligesom han havde mindre filmroller, og på det seneste var han også begyndt at arbejde som fotograf. Han har tidligere udtalt, at han først mødte Nick Cave, da han var syv-otte år gammel, og først da fik at vide, at Cave var hans far. Cave har sagt, at han fortrød ikke at have haft et tæt forhold til Jethro, da han var barn, men at de to senere fik en god relation.

I 2015 mistede Cave endnu en søn, Arthur, der faldt ned fra en klippe nær familiens hjem i Brighton, England, kun 15 år gammel og påvirket af LSD. Cave bearbejdede sorgen på sine to efterfølgende plader, Skeleton Tree og Ghosteen og i dokumentarfilmen One More Time With Feeling.

Nick Cave har yderligere to børn, Earl, som er Arthurs tvillingebror, og som han har med sin nuværende kone, Susie Bick, og Luke, som han har med sin første kone, Viviane Carneiro. Luke er også 31 år gammel, da Cave næsten simultant gjorde to forskellige kvinder gravide, og de to sønner blev født med 10 dages mellemrum.

LÆS OGSÅ: Smerteligt smuk sort/hvid-dokumentar i tabets tegn

 

 

ANNONCE