Nyhed

ASAP Rocky anholdt – mistænkt for medvirken til skudepisode

GAFFA.dk – alt om musik

Stjernerapperen er nu bag tremmer i Los Angeles

Det vakte international opmærksomhed, da ASAP Rocky i juni 2019 blev anholdt i Stockholm og sigtet for vold mod en person, der havde fulgt efter ham rundt i byen, hvor han gav koncert. Han var fængslet i en måned, inden han fik lov at rejse, blev kendt skyldig og modtog en beskeden bøde på 12.500 svenske kroner. Undervejs forsøgte USAs daværende præsident Donald Trump at få ham løsladt, dog uden held.

Nu er rapstjernen blevet anholdt igen, denne gang mistænkt for involvering i et skyderi i Los Angeles, som ifølge NBC News skulle have fundet sted i november 2021. Offeret, der overlevede, siges at have fortalt politiet, at ASAP Rocky og to andre personer henvendte sig til ham på gaden. Han hævder, at kunstneren havde en pistol i hånden og skød tre til fire gange mod ham. Rapperen blev anholdt, så snart han landede i LAX lufthavn i Los Angeles på et privatfly fra Barbados. Dette efter at have været på ferie med sin barbadiske kæreste Rihanna, som han også venter barn med. 

LÆS OGSÅ: ASAP Rocky kendt skyldig i vold

ANNONCE