GAFFA.dk - alt om musik
Verdens mest populære navigationsplatform får nu en større opgradering, der skulle gøre det endnu bedre og lettere at finde vej med programmet. Opdateringen kommer til alle platforme, hvor app’en findes
Rundt om i hele verden bliver biler, gående og cyklister guidet rundt af Google Maps. Programmet er måske ikke det bedste, der findes til formålet, men det er klart det mest populære. Det hænger nøje sammen med, at programmet er gratis og er en integreret del af blandt andet alle Android-mobiler og Android Auto.
Nu er der så en opgradering på vej til programmet, der skulle forbedre navigationen ved at tilføje en række funktioner. En af de helt store ting er, at der kommer mere detaljerede kort på alle understøttede platforme, herunder Android Auto og Apple CarPlay.
I en pressemeddelelse oplyser Google, at de har fokuseret på at gøre det lettere at holde styr på ruten. Det betyder blandt andet, at Google Maps nu viser flere detaljer, såsom omrids af bygninger og specielle områder – som vi også ser i mange andre navigationsprogrammer.
Google fortæller også, at chaufføren vil få flere detaljer om den vej, de kører på. F.eks. skulle der nu komme flere informationer om formen og bredden på vejen. Der skulle også komme information om steder, hvor mange gående krydser vejen, så det bliver lettere at være opmærksom her.
Google har endnu ikke oplyst, hvornår den opdatering kommer ud, men den skulle snart være på vej.
LÆS OGSÅ: Lukas Graham giver fem eksklusive koncerter sammen med Samsung Music Galaxy