Nyhed

Russisk instrument forhindrede støttekoncert for Ukraine

GAFFA.dk - alt om musik

Folkemusikgruppen Södra Bergens Balalaikor skulle i weekenden have spillet en støttekoncert for Ukraine i den svenske by Uppsala. 

Arrangøren, Kulturoasen, så sig dog nødsaget til at aflyse koncerten efter pres fra folk, der ikke ønskede at se balalajkaer på scenen under en koncert, der skulle støtte Ukraine. Det siger SVT Nyheter og Upsala Nya Tidning.

Södra Bergens Balalaikor, der i dag betragtes som et amatørorkester, startede som en studiekreds i 1969. Gruppen spiller både ukrainsk, russisk og svensk folkemusik på balalajka-instrumentet. 


Instrumentet, der har en lang historie med rødder i 1600-tallet, er russisk og er med årene blevet et symbol på Rusland. Et af medlemmerne fra Södra Bergens Balalaikor siger til SVT Nyheter, at de kritiske stemmer mener, det er helligbrøde at spille for Ukraine på en balalajka. 

Efter kritikken valgte orkestret at udsætte endnu en optræden, der skulle finde sted i Rimbo samme weekend. 

"Man kan godt have sympati for, at folk er kede af det og vrede i forbindelse med denne situation. Men argumentationen bliver lidt underlig. Vi er ikke russere, vi spiller bare tilfældigvis på russiske instrumenter, som vi har gjort i alle årene. Vores ukrainske musikervenner er også uforstående, siger orkestermedlemmet Jonas Nyberg til SVT Nyheter.


LÆS OGSÅ: Julian Lennon sang "Imagine" for første gang - til støtte for Ukraine

ANNONCE