Nyhed

Tivoli lancerer nyt koncept – lørdagskoncerter med store navne

GAFFA.dk - alt om musik

Konceptet inkorporeres sammen med øvrige initiativer som Fredagsrock, Lillefredag og Havefest.

Lørdagshits er navnet på Tivolis nye musikkoncept. Det drejer sig om livekoncerter over sommersæsonen med velkendte og store, danske navne. Nøgleord for Lørdagshits er genkendelse og nostalgi.

Den første Lørdagshits-koncert sparkes i gang lørdag den 16. juli, hvor rapgruppen Østkyst Hustlers besøger Tivolis scene. De efterfølgende seks lørdage vil der også være koncerter under dette koncept, eksempelvis med Poul Krebs, Johnny Deluxe og Dodo & the Dodos.


Tivolis øvrige musikkoncepter, som er Fredagsrock, Havefest og Lillefredag, byder hver især på forskellige livekoncerter med et specifikt udvalg af artister og bands. Det fortæller musikchef i Tivoli, Thor Feilberg.

“I Tivoli vil vi gerne give vores gæster mulighed for at opleve de helt store eller hotte navne til Fredagsrock og Havefest, samt de nye og up-and-coming musikere til Lillefredag. Desuden vil vi nu, som noget nyt, give vores gæster muligheden for at opleve den nostalgiske glæde over at lytte til gode gamle klassikere fra bands, de kender og elsker.”

Lørdagshits adskiller sig altså ved at have danske musikveteraner på scenen. Med dette nye koncept er der således fire dage med livekoncerter om ugen i Tivoli fra den 16. juli. Om onsdagen vil der være jazz fra kl. 19.00-21.30 på Plænen; torsdagen byder på Lillefredag-koncerter med upcoming navne; Fredagsrock bringer de mest aktuelle danske navne på scenen; og Lørdagshits bringer nostalgi og sange, der er sing-along-venlige.


Tivoli åbner sommersæsonen den 8. april, altså fredag i denne uge.

LÆS OGSÅ: Programmet for dette års Fredagsrock er klar

Programmet for Lørdagshits:


16. juli kl. 22: Østkyst Hustlers bestående af Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo

23. juli kl. 22: Poul Krebs

30. juli kl. 22: Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen


6. august kl. 22: Michael Learns to Rock

13. august kl. 22: Dodo & the Dodos

20. august kl. 22: Anna David & Søren Sko med Tivolis Big Band


27. august kl. 22: Johnny Deluxe

 

ANNONCE