Nyhed

YouTube Music øger presset på Spotify

GAFFA.dk - alt om musik

En række nye funktioner og udbedringer af kendte fejl til både iOS- og Android-versionen skal gøre streamingtjenesten mere tillokkende for brugerene

Der er kommet en række opdateringer og forbedringer til YouTube Musik fra Google, der håber, at de derved kan udfordre Spotifys dominans på streamingmarkedet.

En af de største opdateringer er rettet mod at gøre det lettere at finde nye musik. Her har Google lavet opgraderinger, der retter sig direkte mod Song Radio og automatiske spillelister. På den måde skal der komme en større diversitet i udvalget af artister, du kommer til at høre på tjenesten.

I en pressemeddelelse skriver Google, at de oplever positive reaktioner fra brugerne, når der kommer et større mix af kendte og ukendte kunstnere i spillelisterne.

Herudover er der også kommet opdateringer til spillelisterne på både iOS- og Android-versionen. Der er blandt andet kommet et nyt menupunkt, hvor du kan se dine nyeste rettede spillelister, såvel som et punkt med en spilleliste baseret på den musik, du kan lide. Resten af dine spillelister er fremover arrangeret alfabetisk.

Det er nu også blevet muligt at gemme en kø som en spilleliste på Android-versionen, noget der har været muligt et stykke tid på iOS-versionen.

For brugere, der har et Premium-abonnement på YouTube Musik, er det også blevet muligt at skifte let mellem audio- og videosange.

Endelig er det blevet muligt at dele en kunstners side på YouTube Musik på SnapChat-stories.

Om det er nok til, at YouTube Musik kan gøre et indhug på Spotifys dominans på streaming-markedet, må tiden så vise.

LÆS OGSÅ: Sonos køber spændende teknologifirma

ANNONCE