Nyhed

Aarhusband får amerikansk eksponering

Den amerikanske radiostations YouTube-kanal har over to millioner abonnenter

Aarhus-kvartetten Rigmor har netop fået international eksponering, efter de har optrådt med et virtuelt koncertsæt. Bandets optræden fandt sted på den store, amerikanske radiostation KEXPs YouTube-kanal.

Rigmor har, siden deres opdukken på den danske musikscene, fået et væld af rosende ord fra GAFFAs anmelderkorps. I en anmeldelse af gruppens første udgivelse – Rebel – skriver GAFFA blandt andet:

”Rigmor giver plads til de introverte typer, der gerne vil kæmpe i stilhed, men også dem, der har brug for at råbe højt. Den danske ungdom har fundet en ny fortaler, og hun hedder Rigmor.”


LÆS OGSÅ: Der er en ny rebel i byen, og hun hedder Rigmor!

Gruppen spiller fire numre til deres 25 minutters lange YouTube-sæt, og blandt de næsten 16.000 seere hersker der også begejstring for Sarah Wichmann og kompagnis toner.

”Dette band er et af de bedste, jeg har hørt i mange år – please kom til Spanien og spil en koncert”, skriver en af seerne for eksempel i kommentarfeltet.


Det er ikke første gang, store kunstnere fra den danske musikscene har optrådt på den store amerikanske YouTube-kanal. Sangerne Brimheim og Jeuru er således også at finde blandt videoerne på kanalen.

I 2020 indgik KEXP nemlig et samarbejde med Spot Festival, hvor de i løbet af årene har optaget og livestreamet koncertsessions. 

Gunnar Madsen – leder af Spot Festival – har til Slots- og Kulturstyrelsen udtalt, at samarbejdet rummer store muligheder, fordi den danske musikscene får styrket sin internationale eksponering.


Du kan se Rigmors virtuelle koncert nedenfor.

ANNONCE