Baz Luhrmans aktuelle portrætfilm har skabt fornyet interesse omkring den afdøde legende
Dobbelt så mange lærer at spille Presleys sange efter filmen Elvis af Baz Luhrmann. Det fremgår af statistik genereret af appen Fender Play, og det drejer sig især om sangene ”That's All Right,” ”Jailhouse Rock,” ”Heartbreak Hotel” og ”Burning Love,” skriver The Independent.
Max Watts, underdirektør for marketing hos Fender, udtaler ifølge avisen:
”Hans musik inspirerer stadig mennesker – unge som gamle - over hele verden til at begynde deres musikalske rejse – og det er tydeligt gennem den stigende aktivitet, som vi har set.”
De populære guitarsange er med i den nye Elvis-film, der fik dansk premiere den 23. juni, 2022. Austin Butlers portrættering af Elvis udløste fem ud af seks stjerner fra GAFFA anmelder.
”Elvis-filmens største sejr er, at den får endevendt en kendt historie til at få ny relevans i genkendelige, menneskelige dynamikker – også selv om man ikke kører pink Cadillac, har privatfly og er verdens største rock & roll-stjerne (eller bare er blandt dem)," skrev Keld Broksø og tilføjede:
"Og så er filmen først og fremmest underholdende og fængende, især på grund af sublimt skuespil, der synes at have blikket stift rettet mod Oscar-statuetterne.”