”Der er helt klart en genkendelig tone i ’Heaven’, som uundgåeligt er os tre”
Den 26. august udgiver det genopståede og anerkendte danske band Swan Lee singlen ”Heaven”, der i starten af 2023 vil være at finde på bandets kommende album, der er produceret sammen med Søren Buhl Lassen. Det fortæller en pressemeddelse.
Heri udtaler sanger Pernille Rosendahl om den kommende single:
”Mange af vores nye sange er skrevet på klaver. De opstår mellem os i et nærværende øjeblik, og derfra giver vi slip, sammen. Der er helt klart en genkendelig tone i ’Heaven’, som uundgåeligt er os tre. Men hvor vi brød igennem i en tid, hvor man dyrkede det indadvendte, er Swan Lee, her og nu, en langt mere udadvendt og eksperimenterende organisme, uden for meget føleri, men med plads til alt, der er sanseligt og frit”.
LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl fylder 50 – her er hendes fem bedste sange
”Heaven” bliver den første forsmag på bandets musikalske udvikling, og sangen er skrevet med den færøske musiker og sangskriver, Teitur, i forbindelse med en bandtur til Færøerne.
Swan Lee gik i opløsning tilbage i 2005, men var et af de mest populære bands igennem 00’erne. De nåede at udgive to album, inden de gik i opløsning. GAFFA anmelderroste dengang debutalbummet ”Enter” fra 2001, og det efterfølgende album ”Swan Lee” fra 2004 blev med det samme nummer 1 på den danske hitliste.
Tidligere på året annoncerede de tre venner i bandet, Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck, at de ville genopstå – stadigvæk som Swan Lee. Nu er de, efter 17 års pause, tilbage med nye idéer, der forhåbentlig vil bringe flere hits med sig i kølvandet på bandets store succeser "Tomorrow Never Dies", ”I Don’t Mind”, ”Love Will Keep You Warm” og ”What Is Love?”.
LÆS OGSÅ: Swan Lee gendannes – annoncerer nyt album og turné
I løbet af 2022 vil bandet udgive flere sange, og i 2023 vil de drage ud på en stor Danmarksturné, hvor de vil besøge 14 spillesteder rundt om i landet.