Nyhed

Festival i USA afbrudt efter skudepisode

Skudepisoden og efterfølgende panik førte til flere sårede i Pennsylvania i weekenden

Musikfest, der bliver afholdt ved Leigh Valley i Bethlehem, Pennsylvania, blev den 13. august afbrudt på grund af en skudepisode. Skuddet blev hørt mellem Main Street og Leigh Street, og det er endnu usikkert, hvor mange mennesker, der er involveret i episoden.

Da panikken spredte sig imellem festivalens gæster, løb adskillige i modsat retning af Plaza Tropical. En af deltagerne, Christina, oplevede situationen og fortæller til den lokale avis The Morning Call:

”Vi prøvede at komme så tæt på et telt som muligt, men det var ikke nok. De kom stadigvæk direkte imod os. Vi så folk falde og blive trampet på. Så vi fik hurtigt fat i vores børn og fik dem om bag et telt for at beskytte dem”.

LÆS OGSÅ: TILBAGEBLIK: Når koncerter går galt – 10 tragiske ulykker

Politichef Michelle Kott fortæller i en pressemeddelelse, at politiet havde kontrol over situationen, og at der ingen grund var til mistanke om yderligere fare. Skudepisoden blev derfor markeret som en isoleret hændelse, og festivalen fortsatte den følgende dag.

Festivalen bød på koncerter med navne som Ziggy Marley og Boyz II Men.

Ifølge Gun Violence Archive har der indtil videre været 410 masseskyderier i USA i år, hvilket af respekt har fået den Grammy-vindende sanger Pat Benatar til at fjerne sit nummer ”Hit Me With Your Best Shot” fra setlisten på sin nuværende turné.

Under dette års Lollapalooza i Chicago, USA, blev en 18-årig sikkerhedsvagt arresteret for at have delt en falsk trussel om et masseskyderi, der ville finde sted på festivalens anden dag – fordi hun håbede på at få tidligt fri fra arbejde.

ANNONCE