Nyhed

Fetty Wap arresteret for mordtrusler

Rapperen Fetty Wap har over FaceTime truet med at dræbe en mand, mens han rettede en pistol mod kameraet

Rapperen Fetty Wap, der går under navnet Willie Junior Maxwell II, blev i går (mandag den 8. august, red.) arresteret i New Jersey, efter at han sidste år angiveligt ringede til en mand over FaceTime og truede ham med en pistol.

Opkaldet fandt sted den 11. december, 2021, og ifølge New York Post er en video blevet optaget, hvor Fetty Wap siger ordene: ”Jeg dræber dig og alle dem, du er sammen med,” mens han holder pistolen.


Ifølge ”Trap Queen”-rapperens advokat, havde modtageren af det ubehagelige opkald forinden slået et billede op af Fetty Waps afdøde fire-årige datter med teksten: ”Jeg er glad for, at hun er død, fordi hendes far er en rotte.” Det skriver New York Post.

Anholdelsen falder i kølvandet på en anden sag fra oktober sidste år, hvor Maxwell sammen med fem andre gerningsmænd angiveligt har besiddet og videresolgt mere end 100 kilo stoffer.

LÆS OGSÅ: Fetty Wap arresteret for narkohandel


To har erklæret sig skyldige, mens Fetty Wap nægter sig skyldig. Han har været løsladt, før retssagen skal finde sted, mod at skulle betale tre en halv million kroner, hvis han bryder én af en række betingelser.

Betingelserne er blandt andet, at Fetty Wap hverken må besidde våben eller overtræde lovgivningen. Derfor er løsladelsen nu blevet ophævet af dommer Steve Locke, og det betyder, at Fetty Wap bliver fængslet, siger en talsmand for myndighederne til NBC.

ANNONCE